torsdag den 27. december 2012
Bruchetta med kuglemozarella
12 stk.
Det skal du bruge:
1 glas sorte oliven uden sten
En sjat olivenolie
1 fed hvidløg
Lidt salt
½ baguette
3 tomater
2 kuglemozarellaer
12 friske blade basilkum
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Blend oliven, olie og hvidløg til du får en glat tapenade. Smag til med salt. Skær baguetten i skiver à ½-1 cm - køb gerne en baguette, der er meget rund i det. Skær tomater i skiver på 1 cm og vask basilikumet. Hæld væden fra osten, pres det sidste ud i køkkenrulle og skær den ligeledes i skiver à 1 cm. Fordel oliventapenaden ud over baguetten, læg en skive tomat på og slut af med en skive ost. Sæt i ovnen i et par minutter, til osten er blevet let gylden. Osten må ikke smelte, men skal forblive fast. Lad bruchettaen køle lidt af, pynt med et blad basilikum og server.
fredag den 21. december 2012
Pebernødder
200 stk.
Det skal du bruge:
250 g tempereret smør
250 g sukker
1 dl piskefløde
1 tsk stødt ingefær
1 tsk kanel
1 tsk hvid peber
1 tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
500 g mel
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Pisk eller ælt smør og sukker sammen, til sukkeret er rørt godt ud. Pisk fløden i, men start på laveste hastighed, så det ikke piskes til skum. Bland krydderier, bagepulver og natron i og ælt til sidst melet i. Ælt det godt igennem med hænderne. Rul dejen ud i pølser og skær dem i stykker à 1 cm. Læg dem ud på en bageplade og tryk dem lidt ud. Bages i ca. 10 minutter, hold godt øje med at bunden ikke bliver for mørk.
lørdag den 15. december 2012
Kryddermuffins
Perfekte som julemuffins.
12 stk
Det skal du bruge:
175 g margarine
100 g sukker
1 æg
250 g mel
1 tsk natron
1 tsk allehånde
1 tsk ingefær
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
1 tsk stødt nellike
2 dl mælk
Evt. rosiner eller grofthakkede hasselnødder
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Rør den bløde margarine sammen med sukkeret og tilsæt ægget. Tilsæt krydderier og natron og rør godt rundt. Tilsæt mælk og til sidst mel. Hvis du vil have rosiner og/eller nødder i, skal de tilsættes nu. Pisk et par minutter, til dejen er glat og ensartet. Fyld muffinformene ¾ op og bag dem i ca. 25 minutter.
TIP: Lad evt. dejen stå i køleskabet natten over, så krydderierne giver en mere gennemtrængende smag.
fredag den 14. december 2012
Risengrød
4 personer
Det skal du bruge:
2,5 dl vand
190 g grødris
1 l mælk
½ tsk salt
Kanelsukker
Smør
Sådan gør du:
Bring vandet i kog og tilsæt grødrisene. Lad det koge et par minutter. Tilsæt mælken og lad det koge ved middel varme - rør jævnligt. Når risene har suget mælken til sig og det er blevet til en fast masse, røres saltet i og grøden serveres med kanelsukker og en smørklat.
Brug gerne en tykbundet gryde, så grøden ikke brænder på.
søndag den 9. december 2012
Honninghjerter
30 små hjerter
Det skal du bruge:
500 g honning
500 g mel
10 g potaske
10 g hjortetaksalt
2 æggeblommer
10 g honningkagekrydderi
Sådan gør du:
Smelt honning i en gryde og rør det sammen med mel. Læg det i en bøtte med tætsluttet låg eller pak det ind i plastik. Lad det stå ved stuetemperatur til næste dag.
Næste dag: Tænd for ovnen på 170 grader.
Bland potaske med lidt vand - kun så lidt, at potasken bliver opløst. Hæld den i grunddejen og bland sammen. Dejen kan godt være meget sej, så det kan være en fordel at bruge en røremaskine med dejkroge. Men man kan sagtens ælte med hænderne, det har jeg selv gjort.
Bland æggeblommer og hjortetaksalt og bland det i dejen. Dejen skal være til at arbejde med, hvis den er for hård kan du komme en æggeblomme mere i. Til sidst kommes honningkagekrydderiet i.
Rud dejen ud i en tykkelse på 4-5 mm. Hvis den er for klistret, kan du ælte lidt mere mel i. Stik små hjerter ud og læg dem over på en beklædt bageplade. Læg dem ikke for tæt, de hæver til dobbelt størrelse når de bages! Bag dem i ovnen i ca. 10 minutter. Giv dem et lille tryk med fingeren, hvis aftrykket forsvinder, har de fået nok.
Opbevares i tætsluttet kagedåse.
TIP: Hjerterne kan spises som de er eller pyntes med chokolade og glasur.
torsdag den 6. december 2012
Vanillekranse
70 stk.
Det skal du bruge:
1 stor vanillestang - vanillesukker er forbudt!
360 g sukker
400 g blødt, saltet smør
2 æg
500 g hvedemel
150 g mandler
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Flæk vanillestangen på den lange led og skrab forsigtigt alle kornene ud med en kniv eller palet. Bland det godt med lidt at sukkeret, til kornene ikke længere klumper. Blend mandlerne fint.
Vanillesukker, sukker og smørret æltes sammen. Tilsæt ægget, rør godt sammen og tilsæt til sidst mel og mandelmel. Hæld dejen op i en sprøjtepose med stjernetyl (ca. 8 mm) og sprøjt dejen ud i kranse på ca. 4 cm i udvendig diameter - man kan også bruge kødhakker med stjerneudskæring. Der er meget vigtigt at der ikke kommes yderligere væske i dejen, da den så ikke kan holde formen i ovnen.
Bag kransene i ca. 10 minutter til de er let gyldne. Det er vigtigt at holde øje, for de får hurtigt for meget. Lad dem køle af og opbevar dem i en tætsluttet kagedåse.
TIP: Lad dejen stå i køleskabet et døgn inden du bager kransene, så træder vanillesmagen mere frem.
mandag den 3. december 2012
Klejner
50 små klejner
Det skal du bruge:
575 g hvedemel
100 g margarine
75 g sukker
1 æg
2½ dl lunken mælk
75 g gær
Til kogning: 500 g palmin
Sådan gør du:
Rør gæren ud i den lunkne mælk. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hele sammen til en homogen dej. Dæk dejen til og lad den hæve et lunt sted i 30 minutter. Rul dejen ud i 5 mm tykkelse og skær den ud i harlekin-mønster. Skær et snit midt på og vrid klejnerne. Lad dem evt. efterhæve et par minutter, mens du varmer palminen op - den skal opvarmes til ca. 180 grader. Smid et lille stykke dej ned i, hvis palminen bruser op, er den klar til brug. Kog klejnerne på begge sider til de er gyldne og læg dem over på fedtsugende papir - jeg har brugt avis beklædt med køkkenrulle. Det er meget vigtigt at bruge en hulske af metal, da plastik ikke kan tåle varmt fedtstof.
Spises friske.
TIP: Du kan vride klejnerne og derefter smide dem i fryseren. Tag dem op når de skal bruges og kog dem mens de stadig er frosne.
tirsdag den 27. november 2012
Brunkager
100 stk.
Det skal du bruge:
200 g margarine
150 g sirup
75 g brun farin
125 g sukker
5 g stødt nellike
5 g stødt allehånde
5 g stødt kanel
5 g potaske udrørt i 2 spsk vand
½ appelsin - fintrevet skal heraf
500 g mel
100 g mandler
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Læg mandlerne i en skål og hæld kogende vand over.
Smelt margarine, sirup, farin og sukker i en gryde. Lad det køle lidt af og rør godt sammen med krydderierne. Rør melet i og ælt dejen, til den bliver ensartet. Hæld evt lidt mere mel i, hvis den stadig er meget klistret. Rul dejen ud og stik kagerne ud med små kageudstikkere. Læg kagerne på en beklædt bageplade.
Smut mandlerne ud af skindet og læg en mandel på hver kage. Bag kagerne i ca. 5 minutter. De skal være gyldne og det er vigtigt at holde godt øje, for de får hurtigt for meget.
Køl kagerne af på en rist og opbevar dem i en tætsluttet kagedåse.
fredag den 23. november 2012
Spaghetti carbonara
4 personer
Det skal du bruge:
600 spaghetti eller frisk pasta
300 g bacon i tern
¼ l madlavningsfløde
4 æg
En håndfuld revet ost (jeg bruger mozzarella)
2 spsk revet/knust muskatnød
Sådan gør du:
Kog pastaen al dente.
Steg baconen på en tør pande. Hæld det over på en tallerken beklædt med køkkenrulle, så fedtet opsuges. Pisk fløde, æg, ost og muskatnød sammen. Hæld halvdelen på panden sammen med halvdelen af spaghettien - rør godt. Når æggemassen har samlet sig, hældes det sidste æggemasse og pasta på. Når det har samlet sig blandes baconen i.
mandag den 19. november 2012
Fedtebrød
50 stk.
Det skal du bruge:
200 g margarine
200 g mel
100 g sukker
100 g kokosmel
½ tsk hjortetaksalt
Flormelis
Vand
Multifarvet krymmel
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Det hele æltes sammen i en skål. Del dejen i 4 og rul dem til pølser med samme længde som bagepladen. Læg to pølser på hver beklædt bageplade og tryk dem flade med håndroden. Bag i oven i ca. 12 minutter til de er gyldne, uden at være mørke. Det er vigtigt at holde godt øje, for de får hurtigt for meget. Bland i mellemtiden flormelis med vand - lav det ikke for tyndt, for så løber det af.
Når kagerne er færdige tages de ud og glasuren smøres øjeblikkeligt på, efterfulgt af krymmel. Når glasuren er stivnet lidt, skæres kagen på skrå i stykker á ca 3 cm. Kan spises varme, men opbevares ellers i en tætsluttet kagedåse.
TIP: Hvis man vil have nogle lidt mindre stykker, kan man dele dejen op i 6 stykker.
torsdag den 15. november 2012
Tomatsalat
2 personer
Det skal du bruge:
6 tomater
5 forårsløg
Peber
Sådan gør du:
Rens forårsløgene og skær den i stykke á 5 mm. Skær tomaterne i grove tern og bland dem sammen med løgene. Kværn lidt peber hen over og stil evt. på køl et par timer.
søndag den 11. november 2012
Pasta med gulerod og salatost
4 personer
Det skal du bruge:
600 g frisk pasta
3 spsk olivenolie
2 dl grofthakket persille
1 fed hvidløg
400 g gulerødder
200 g salatost
Sådan gør du:
Kog pastaen al dente.
Varm olien op på en pande og svits persillen heri. Riv gulerødderne groft og knus hvidløget og steg det med et par minutter.Skær osten i tern og vend det i gulerødderne, rør godt rundt. Sluk for varmen og bland pastaen i. Pynt med lidt frisk persille.
tirsdag den 6. november 2012
Knækbrød
2-3 bageplader
Det skal du bruge:
3,5 dl mel (al mel kan bruges - jeg bruger almindeligt hvedemel)
1 dl solsikkekerne
1 dl græskarkerner
1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl havregryn
1 tsk bagepulver
2 tsk salt
1 dl olivenolie
2 dl vand
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland alle de tørre ingredienser i en stor skål og hæld vand og olie i. Tag halvdelen af dejen ud på et stykke bagepapir, læg et stykke bagepapir over og rul det ud med en kagerulle. Der er i hvert fald nok til 2 plader, hvis man gerne vil have det rigtig tyndt, kan man godt få 3 plader ud af det. Brug en god kniv til at skære knækbrødene i den ønskede form - jeg skærer dem i ruder. Sæt pladen ind i ovnen 12 minutter. Løft lidt i hjørnet for at se, om de er sprøde. Hvis knækbrødene stadig er bløde, skal de have lidt længere. Men hold godt øje, for de skal ikke have mere end et minut for meget, før de bliver brændte. Lad dem køle af, inden du lægger dem over i en kagedåse eller lignende.
tirsdag den 30. oktober 2012
Cookies
20 stk.
Det skal du bruge:
100 g sukker
120 g brun farin
115 g smør
1 stort æg
1 tsk vanillesukker
½ tsk bagepulver
¼ tsk salt
160 g hvedemel
200 g mørk chokolade
100 g hasselnødder
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 150 grader.
Bland sukker og farin med smør, til det hele hænger sammen (det kan være nødvendigt at bruge hænderne). Rør æg, salt, vanillesukker og bagepulver i og rør derefter melet i. Rør godt med en håndmixer. Hak chokolade og hasselnødder groft og rør dem i. Læg dejen over på en bageplade med bagepapir. Det skal bare ligge i små klatter, de flader selv ud under bagningen. Bag dem i 18-23 minutter. De er stadig bløde når de kommer ud af ovnen, så lad dem køle af på pladen et par minutter inden du lægger dem over på en rist eller i en kagedåse.
TIP: Rør 2 spsk kakao i sammen med melet, hvis du vil have mørke cookies. Så kan du evt. erstatte den mørke chokolade med hvid chokolade.
lørdag den 27. oktober 2012
Spaghetti al tonno
Fiskens svar på den klassiske spaghetti bolognese.
4 personer.
Det skal du bruge:
1 løg
2 spsk kapers
En sjat olivenolie
2 fed hvidløg
3 ansjosfileter
2 dl hvidvin
1 tsk sukker
1 tsk tørret chili (pulver eller flager)
2 dåser tun i vand
2 dåser hakkede tomater
1 bundt frisk persille
400 g tørret pasta
Sådan gør du:
Sæt vandet over til spaghettien.
Hak løget og svits det i olivenolien sammen med kapers. Tilsæt herefter hakket hvidløg og ansjoserne, som er skåret i små stykker og lad det svitse i yderligere et par minutter. Tilsæt hvidvin og lad det koge ned til under det halve. Tilsæt sukker, chili, tun, tomater og halvdelen af persillen. Lad det koge i 10 minutter. Hvis saucen er for tyk kan du tilsætte lidt vand fra spaghettien, der gerne skulle være i gang med at koge. Når spaghettien næsten er nok, hælder du vandet fra og lader spaghettien blive i gryden - husk at slukke for varmen. Hæld sovsen og resten af persillen over (gem evt. lidt til pynt), rør rundt og lad det trække under låg i 5 minutter. Buon appetito!
TIP: Man kan sagtens udelade kapers og ansjoser - det har jeg selv gjort.
tirsdag den 23. oktober 2012
Grovkage
16 personer
Det skal du bruge:
130 g margerine
130 g sukker
2 spsk sirup
1 tsk vanillesukker
60 g hasselnødder
300 g havregryn
1 tsk bagepulver
3 modne bananer
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 175 grader.
Smelt smør, sirup, sukker og vanillesukker i en gryde. Bland det sammen i en skål med havregryn, bagepulver og hakkede hasselnødder. Mos bananerne, tilsæt dem og rør godt rundt.
Tryk dejen ned i en beklædt form og bag i 25 minutter.
onsdag den 17. oktober 2012
Kanelkage med kaffeglasur
1 stor kage
Det skal du bruge:
Kage
125 g smeltet margarine
400 g sukker
½ l kernemælk
400 g mel
4 tsk kanel
2 tsk natron
Glasur
50 g smeltet margerine
250 g flormelis
2 tsk vanillesukker
1 spsk kakao
4 spsk stærk kaffe
Sådan gør du:
Kage
Tænd for ovnen på 200 grader.
Rør den let afkølede, smeltede margarine sammen med sukker og tilsæt kernemælk. Tilsæt natron, kanel og mel rør det hele godt sammen. Hæld dejen op i en smurt form og bag i oven i ca. 30 minutter.
Glasur
Det hele røre sammen og smøres på den afkølede kage. Det er meget vigtigt at kagen er kølet HELT af, ellers smelter glasuren.
mandag den 15. oktober 2012
Mozarella-risotto med stegte rejer og grønne asparges
Denne ret fik jeg på en restaurant i Frankrig, da jeg var med hele familien ude og se finalen i fodbold et par tage inden jeg rejste. Det var noget af det bedste jeg har smagt og jeg har længe tænkt på at prøve at lave det selv - og jeg synes faktisk det lykkedes ret godt!
Mange siger, at risotto er rigtig svært at lave, men denne opskrift er meget enkel. Det er dog vigtigt at bruge en rigtig god gryde og det er ikke mindst rigtig vigtigt, at man rører meget i det, så det ikke brænder på. Held og lykke!
4 personer
Det skal du bruge:
25 g smør eller margerine
1 stort løg
1 lille fed hvidløg
300 g risottoris
2 dl hvidvin
1 liter færdiglavet gøntsagsbuillon
150 g revet mozarella
300 g grønne asparges
400 g store rejer
Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg fint og steg dem i margarinen et par minutter, men uden at det tager farve. Hæld risene ved og steg videre i yderligere 2 minutter. Tilsæt hvidvinen og lad det koge næsten væk. Tilsæt én dl buillon og lad det koge lidt, indtil risene har opsugt det. Tilsæt endnu en dl og fortsæt på denne måde til al buillonen er brugt - det tager omkring 20 minutter ved fuld varme. Rens i mellemtiden aspargesene, skær dem i stykker på ca. 1 cm og kog dem i letsaltet vand i 2 minutter. Steg rejerne i lidt olie.
Når al buillonen er brugt og det sidste er kogt ind, slukkes der for varmen og osten tilsættes. Rør godt, tilsæt asparges og rør igen. Så er risottoen klar til servering - pynt med de stegte rejer.
lørdag den 13. oktober 2012
Bloglovin
Nu kan man også følge min blog på Bloglovin. Yay!
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4110140/?claim=3fykuwzkph9">Follow my blog with Bloglovin</a>
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4110140/?claim=3fykuwzkph9">Follow my blog with Bloglovin</a>
fredag den 12. oktober 2012
Mørbrad med persille og seranoskinke
1 mørbrad/4 personer
Det skal du bruge:
1 mørbrad
¾ bundt frisk persille
1 stort fed hvidløg
1 citron
1 spsk olivenolie
4 skiver seranoskinke
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Rens mørbraden og skær sølvsenen fra. Skær den næsten helt igennem, bank den let med håndroden og krydr den med salt og peber på indersiden. Lad den hvile mens du ordner fyldet. Hak persillen, pres hvidløget, riv skallen fra citronen og bland det hele godt sammen med olivenolien. Læg det på indersiden af mørbraden, luk den sammen og sno seranoskinken rundt om - det er ikke nødvendigt at bruge kødnåle eller tandstikkere til at holde det sammen. Læg mørbraden op i et ovnfast fad og bag den i ovnen i 40 minutter.
tirsdag den 9. oktober 2012
Squashmuffins med citrusglasur
15 stk.
Det skal du bruge:
Muffins:
2 store æg
175 g brun farin
200 g hvedemel
1 spsk kanel
1 tsk natron
½ tsk salt
Saft og skal af 1 klementin eller ½ appelsin
1 dl smagsneutral olie - fx rapsolie
175 g revet squash
Glasur:
200 g flødeost
5 spsk smør
Saft og skal af 1 lime
150 g flormelis
Sådan gør du:
Muffins:
Tænd for ovnen på 180 grader.
Pisk æg og farin til det er tykt og skummende. Tilsæt mel, kanel, natron og salt. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det godt sammen. Fyld muffinformene 2/3 op og bag dem i 18-20 minutter. Lad kagerne køle af inden glasuren smøres på, ellers smelter den.
Citrusglasur:
Tag ost og smør ud af køleskabet i god tid, så det kan nå at få stuetemperatur - ellers klumper det. Pisk alle ingredienserne sammen i et par minutter, til massen er hvid, cremet og luftig. Smør på de afkølede kager og pynt evt. med lidt revet citronskal.
TIP: Du kan også bage kagen i en springform eller lignende, men så skal den have ca. dobbelt så lang tid.
lørdag den 6. oktober 2012
Lemonade
Det skal du bruge:
2 dl vand
200 g sukker
4 citroner
1,5 l danskvand
Sådan gør du:
Kog sukker og vand sammen, til alt sukkeret er opløst og stil det på køl. Når det er kølet af tilsættes saften fra de tre citroner. Citron-lagen deles i to og blandes op med lige dele danskvand. Pynt evt. med lidt mynteblade.
Drikkes kold.
fredag den 5. oktober 2012
Gammeldags agurkesalat
4 personer
Det skal du bruge:
1 dl eddike
1 dl sukker
1 dl vand
1 agurk
Lidt friskkværnet peber
Sådan gør du:
Bring eddiken i kog og sluk straks for varmen. Opløs sukkeret i vandet (varm det evt. op i en mikroovn eller en lille gryde) og bland det sammen med eddiken. Riv agurken i skiver på et rivejern og læg det i vandet. Kværn lidt peber hen over og stil i køleskabet mindst en time inden servering.
TIP: Skal agurkesalaten serveres i en glasskål? Så brug klar eddike og hvidt sukker, så ser det pænest ud.
mandag den 1. oktober 2012
Kyllingetærte
4 personer
Det skal du bruge:
Dej:
1 æg
250 g mel
125 g smør
½ dl vand
En knivspids salt
Fyld:
400 g kyllingebryst
2 løg
2 røde peberfrugter
1 spsk olie
2 dl piskefløde
2 æg
75 g revet ost (jeg bruger parmesan)
1 spsk paprika
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Bland alle ingredienserne til dejen sammen og stil den i køleskabet en halv time. Læg derefter dejen i en smurt tærteform og forbag den i 15 minutter.
Skær kyllingen i tern og hak løgene fint. Steg løgene i lidt olie på en pande til de er klare og tilsæt kyllingen. Steg til det har fået farve over det hele. Skær peberfrugt i tern, tilsæt og lad det hele småstege lidt i 5 minutter. Bland fløde, æg, ost og paprika sammen i en skål. Hæld kyllingen op i tærteformen og hæld æggemassen over. Bag i ovnen i 30 minutter.
TIP: Når du lægger dejen i tærteformen, må den gerne stikke lidt op over kanten og være tyk i bunden, da den krymper lidt i ovnen.
fredag den 28. september 2012
Hindbærcoulis
4 personer
Det skal du bruge:
100 g sukker
500 g frosne eller friske hindbær
1 tsk vanillesukker
Lidt vand
Sådan gør du:
Hæld lidt vand i en gryde, kun så lidt at det dækker bunden. Hæld de øvrige ingredienser i og lad det småkoge i 10 minutter. Husk at røre rundt et par gange. Lad det køle af inden servering.
Coulisen er meget sød når den er varm, men den bliver mere frisk i smagen når den er kølet af. Server med et stykke brownie og lidt creme fraiche.
onsdag den 26. september 2012
Stenalderbrød
En kollega fortalte mig om dette brød, som jeg gik i gang med at bage allerede dagen efter. Det kan sagtens bruges som et sundere og nemmere alternativ til hjemmebagt rugbrød - så kan man evt. også blende græskar- og solsikkekerner, så man får en finere konsistens. Der er ikke en knivspids mel i, så brødet er særlig velegnet til gluten-allergikere.
1 stk
Det skal du bruge:
100 g valnøddekerner
100 g mandler
100 g solsikkekerner
100 g græskarkerner
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
5 æg
1 dl olivenolie
2 tsk salt
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 160 grader.
Blend eller hak mandler og valnødder fint. Bland dem sammen med resten af ingredienserne og rør det godt igennem med en ske. Hæld op i en smurt rugbrødsform og bag i ovnen i en time.
lørdag den 22. september 2012
Blåbærmuffins
Jeg er så heldig at, at vi har to gamle blåbærbuske i vores have, der efterhånden giver en ret stor høst hvert efterår - og det skal selvfølgelig udnyttes!
12 stk
Det skal du bruge:
250 g mel
50 g margarine
300 g sukker
3 æg
3 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
2 dl mælk
250 frosne eller friske blåbær
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Pisk æg og sukker sammen og tilsæt mel, bagepulver og vanillesukker. Mælk og margarine koges forsigtigt op til sidstnævnte er smeltet og blandes derefter i massen. Vend forsigtigt blåbærrene i dejen. Fyld muffinformene ca. halvt op (maks 3/4) og bag kagerne i ovnen i ca. 20 minutter.
TIP: Du kan erstatte blåbærrene med hvad som helst, fx 2 tsk kakaopulver og 2 moste bananer.
fredag den 21. september 2012
Chicken Tray Bake
2 personer.
Det skal du bruge:
400 g nye kartofler (eller gamle kartofler skåret i mindre stykker)
2 kyllingebrystfileter
1 glas rød pesto
En sjat olie
En håndfuld cherrytomater
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Vask kartoflerne og skær de store over. Vend dem i lidt olie, hæld dem i et ovnfast fad og drys med lidt salt. Stil dem i ovnen i 30 minutter. Rens kyllingen og gnid dem godt ind i den røde pesto. Tag kartoflerne ud af ovnen, læg kyllingen og cherrytomaterne over og sæt fadet ind igen i ca. 20 minutter.
TIP: Du kan også bruge kyllingeinderflileter, men så skal kartoflerne have længere tid første gang og lidt mindre tid anden gang.
torsdag den 20. september 2012
De bedste brownies
Nej, det er ikke en overdrivelse. Det her ER virkelig de bedste brownies. De kan sagtens spises varme, men jeg foretrækker dem kolde, så den svampede konsistens træder lidt mere frem
1 stk
Det skal du bruge:
120 g mørk chokolade
90 g smør eller margerine
2 æg
90 g mel
225 g sukker
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 180 grader.
Smelt chokolade og smør i mikroovn, over vandbad eller i en gryde, hvor du er sikker på at det ikke brænder på. Rør det sammen med de øvrige ingredienser og pisk, til dejen er glat. Hæld det i en smurt form eller en usmurt silikoneform og bag i ovnen i ca. 30 minutter. Husk at stikke i den med en strikkepind en gang i mellem, og tag den ud, så snart der ikke hænger dej fast på pinden mere.
TIP: Kan også bages som små brownie-muffins.
tirsdag den 18. september 2012
Spicy peberfrugtsuppe
Kære læser. Så går bloggen i luften og jeg starter ud med en opskrift, som en veninde efterspørger. Jeg håber alle får glæde af bloggen og jeg modtager meget gerne ris og ros.
2 personer
Det skal du bruge:
1 stort løg
En sjat olivenolie
3 røde peberfrugter
1 stor kartoffel
750 ml grøntsagsbuillon
½ tsk paprika
¼ tsk chili
Et lille bæger creme fraiche
Lidt frisk purløg
En håndfuld suppenudler
Sådan gør du:
Skær løget i tern og steg dem i olien i et par minutter - brug en gryde, der er velegnet til suppe, fx et tykbundet gryde. Skær peberfrugterne i grove tern og riv kartoflen på et rivejern. Tilsæt begge til løgene og lad det stege meget kort. Opløs en grøntsagsbuillonterning i 750 ml kogende vand og hæld det i gryden med grøntsagerne. Tilsæt chili og paprika og lad det simre i en halv time. Kog i mellemtiden suppenudlerne.
Blend forsigtigt suppen med en stavblender, varm op igen og krydr med salt og evt. peber. Hæld suppen i skåle og rør creme fraichen i - ca. 2 spsk pr. skål. Tilsæt suppenudler og pynt med hakket purløg.
TIP: Suppen kan også bruges som forret. Udelad suppenudlerne, brug kun 1 spsk creme fraiche pr. skål og så strækker den til 4 personer.
Abonner på:
Opslag (Atom)