onsdag den 2. oktober 2013

Veganske pandekager



For ikke så lang tid siden, fik jeg voldsomt lyst til pandekager. Jeg havde hverken æg eller mælk, så jagten på alternative opskrifter, gik ind. Jeg fandt en, hvor man skulle bruge hørfrøklister, noget som jeg har prøvet researche tidligere, men som jeg aldrig helt forstod ideen med. Her bliver det brugt som erstatning for æg og det kan man vel egentlig også gøre med andre ting - fx tærtedej.

1 person (2 pandekager)
Det skal du bruge:
1 spsk hørfrø og 4 spsk vand (svarer ca. til 1 æg)
1,5 spsk havregryn og 1,5 dl vand
1 dl mel
1 tsk salt
1/2 tsk bagepulver
Evt. 1 spsk sukker, hvis det er dessertpandekager


Sådan gør du:
Læg hørfrøene i blød i koldt vand i mindst en halv time - gerne længere. Blend det, så konsistensen bliver lidt ligesom et æg. Det er ikke sikkert at blenderen kan tage alle hørfrøene, men det gør heller ikke noget.
Blend havregryn og vand og bland det sammen med hørfrøklisteret og de øvrige ingredienser. Justér evt. konsistensen med vand og/eller mel.
Varm en pande godt op og smelt lidt margarine derpå. Steg pandekagen, til det begynder at boble i hele dejen, vend den og giv den samme tid på den anden side. Server fx. med banan og kokosmel.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar