mandag den 15. juli 2013
Boller i karry - vegan edition!
Som nævnt i et tidligere indlæg, så kan jeg godt nogle gange savne kød i forbindelse med visse retter. En af dem er boller i karry, som jeg har gået og fantaseret om det sidste stykke tid. Jeg satte mig for at prøve at lave en vegansk udgave med falafel-boller i stedet for kød-boller.
4 personer
Det skal du bruge:
150 g tørrede kikærter
2 spsk karry
1 løg
2 fed hvidløg
Ris
1 spsk margarine
1 spsk mel
2 tsk karry
Maizena jævner
Evt. lidt soyamælk og/eller -fløde
Lidt grønt til toppen
Sådan gør du:
Læg kikærterne i blød i vand i 12 timer - alternativt kan man bruge dem på dåse, der er klar til brug.
Blend de udblødte kikærter med karry, løg og hvidløg. Hæld evt. lidt vand i, så farsen får en mere våd konsistens. Form farsen til små boller og steg dem i olie på en pande eller i en friture - jeg brugte frituren. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Kog risene og gem vandet til sovsen.
Smelt margarinen i en (helst tykbundet) gryde og brænd karryen heri. Rør godt rundt hele tiden, så det ikke brænder på. Hæld melet i og pisk godt, til margarinen har suget al melet til sig. Hæld ca. en halv liter af kogevandet fra risene i gryden med sovsen og lad det koge op under konstant piskning. Tilsæt evt. lidt soyamælk og/eller -fløde, for at give det en lidt mere cremet konsistens. Smag til med salt og hæld bollerne i. Jævn med maizena, til sovsen er tyk nok og server med risene og lidt grønt på toppen.
Etiketter:
Vegansk
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hejsa
SvarSletLige hvad jeg søgte. Fik endelig fat i vegansk margarine i går, så nu skal jeg igang med denne skønne ret. Tusind tak <3