mandag den 17. juni 2013

Bagt pandekage med bønnefyld



Jeg kender mange, der slet ikke kan klare kidneybønner på grund af den melede konsistens - men jeg elsker dem! Især i en tortilla med lidt stegte grøntsager. Men nu fandt jeg på at lave det som en form for veggie-burrito i stedet, altså hvor man bager den med fyldet. Jeg synes ikke der er nok til to portioner i én dåse bønner, men man kan jo sagtens smide en masse andre grøntsager i, så det rækker lidt længere.

1 stor portion
Det skal du bruge:
En sjat olie
1 spsk tex-mex krydderi
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 rød peberfrugt eller snackpeber
1 dåse kidneybønner
1 tortillapandekage
En håndfuld revet ost

1 avocado
Evt. lidt creme fraiche


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Varm olien op på en pande og steg krydderiet, til det nærmest har sugt olien til sig. Tilsæt hakket løg og hvidløg og lad det stege et par minutter - men pas på det ikke brænder på, nu når krydderiet har sugt olien til sig. Hak peberfrugten groft og kom den ved, steg til det er mørt. Skyl bønnerne godt og hæld dem på panden. Vend godt i blandingen og lad det stege kort. Hæld bønne-blandingen over på pandekagen, rul den sammen, drys osten hen over og smid den i ovnen. Lad den bage til osten er smeltet (ca. 10 minutter), uden at kanterne på pandekagen får for meget. Server med avocado og evt. lidt creme fraiche.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar