onsdag den 31. juli 2013
Stegte asparges
Det er ikke fordi det er så vanvittigt nytænkende, men det her er i hvert fald en nem og lækker måde at bruge sine asparges på og de stegte asparges passer perfekt til en omgang kogte, nye kartofler og salat. De grønne asparges er rigtig lækre om sommeren og indeholder få kalorier og er desuden rige på folat, der er vigtigt ved celledeling. De indeholder desuden også B- og C-vitamin samt antioxidanter.
4 personer
Det skal du bruge:
1 bundt friske, grønne asparges
2 spsk margarine
Sådan gør du:
Rens de grønne asparges og skær dem i stykker à ca. 2-3 cm. Varm margarinen godt op på en pande og hæld aspargesene på. Lad dem stege i 10 minutter og rør lidt rundt i dem en gang imellem. Server med friskkværnet salt og peber.
mandag den 29. juli 2013
Nemme "müsli"-barer
Jeg var meget skeptisk, da jeg skulle prøve det her. Jeg mener, jeg kan godt lide havregryn, jeg kan godt lide peanutbutter og jeg kan godt lide honning. Men sammen? Det er en kombination, jeg aldrig ville have tænkt på selv, det lød simpelthen alt for underligt. Og det var det også, men på en god måde. Det var i hvert fald perfekt som en snack, der ikke ligger alt for tungt i maven.
6 små barer
Det skal du bruge:
1 dl honning
1 dl peanutbutter
3 dl havregryn
Sådan gør du:
Bland det hele godt sammen og tryk massen ned i et fad. Stil det i køleskabet i et par timer og skær det ud i barer.
fredag den 26. juli 2013
Burger med spicy kidneybønne-bøf
Endnu en burger! Jamen altså, hvor er der bare mange forskellige og lækre muligheder, selvom man ikke spiser kød. Denne opskrift har jeg hapset fra Thomas, der står bag den lækre, veganske blog Kærlighed & Kikærter
Opskriften skulle gerne give 8 bøffer, men jeg er jo kun mig, så jeg lavede halv portion, som blev til en stor bøf og frikadeller af resten af farsen, som så røg i fryseren.
8 bøffer
Det skal du bruge:
2 dåser kidneybønner
1 løg
4 fed hvidløg
150 g grønne oliven
60 g soltørrede tomater
Lidt frisk basilikum
Lidt ketchup
Paprika
Cayennepeber
Salt og peber
50 g mel
Sådan gør du:
Dræn kidneybønnerne og skyl dem godt. Blend dem sammen med de øvrige ingredienser undtagen mel. Smag til med paprika, cayennepeber, salt og peber. Når smagen sidder i skabet, tilsættes mel. Lad gerne farsen hvile lidt i køleskabet. Form bøfferne og steg dem i lidt olie på en varm pande.
Byg din burger, som du allerbedst kan lide den og server med kartofler.
tirsdag den 23. juli 2013
Bananbrød med valnødder
Bananbrødet er en rigtig lækker kage, som ellers ikke minder så meget om en kage. Der er ikke så meget sukker i, så den er ikke for sød, men passer alligevel rigtig godt til eftermiddags- eller aftenkaffen. Den er nem at lave og det er en god måde at få brugt de gamle bananer, som der ellers ikke er nogen, der gider spise.
1 stort brød
Det skal du bruge:
300 g mel
2 tsk bagepulver
50 g sukker
En knivspids salt
2 æg
50 g smør
3 meget modne bananer
En stor håndfuld valnødder
Evt. en håndfuld hakket, mørk chokolade
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 180 grader.
Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt smørret, mos bananerne og pisk æggene lyse og luftige. Bland det hele sammen med de tørre ingredienser og vend valnødderne og evt. chokoladen i. Hæld det op i en smurt brødform og bag det i ovnen i ca. 30 minutter. Stik lidt i det med en kødnål for at se, om det er gennembagt.
søndag den 21. juli 2013
Æggekage
2 personer
Det skal du bruge:
3 æg
3/4 dl mælk
1 tsk mel (helst kartoffelmel)
Et nip salt
Evt. 1 tomat
Rugbrød
Sennep
Sådan gør du:
Pisk æg og mælk sammen. Tilsæt mel og salt og pisk godt. Hvis du tilsætter melet inden mælk og æg er pisket godt sammen, risikerer du at det klumper mere.
Varm en pande op med lidt smør eller margarine. Når det er bruset af, hældes æggemassen på og når det lige har sat sig, kan man evt. lægge tomatskiver i. Lad æggekagen stå og passe sig selv ved middel varme, til overfladen er fast. En rigtig æggekage skal kun steges på den ene side, men hvis man alligevel er en af dem, der sværger til at den skal steges på begge sider, kan man vende den (brug evt. en tallerken) mens den stadig er lidt våd på oversiden. Server med rugbrød og sennep.
onsdag den 17. juli 2013
Tortillapizza
Santa Maria har lavet tortilla-pizzaer, som er ligesom pandekagerne, men lidt mindre og ekstra tykke. De er rigtig lækre og gode at have liggende, hvis man har lyst til pizza, men ikke er fan af at lave dej. Ligesom almindelig pizza, kan man jo putte hvad som helst på og dette er en rest-pizza, hvor jeg brugte nogle af de grøntsagsrester jeg havde liggende.
1 person
Det skal du bruge:
1 tortillapizza
1/2 glas rød pesto
1/4 aubergine
1 snackpeber
En god håndfuld blandet salat
Server med sprøde fritter
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Smør pestoen ud på tortillaen. Skære auberginen i mindre stykker og hak snackpeberen groft. Læg det på tortillaen og bag det i ca. 10-15 minutter. Pynt med frisk salat.
mandag den 15. juli 2013
Boller i karry - vegan edition!
Som nævnt i et tidligere indlæg, så kan jeg godt nogle gange savne kød i forbindelse med visse retter. En af dem er boller i karry, som jeg har gået og fantaseret om det sidste stykke tid. Jeg satte mig for at prøve at lave en vegansk udgave med falafel-boller i stedet for kød-boller.
4 personer
Det skal du bruge:
150 g tørrede kikærter
2 spsk karry
1 løg
2 fed hvidløg
Ris
1 spsk margarine
1 spsk mel
2 tsk karry
Maizena jævner
Evt. lidt soyamælk og/eller -fløde
Lidt grønt til toppen
Sådan gør du:
Læg kikærterne i blød i vand i 12 timer - alternativt kan man bruge dem på dåse, der er klar til brug.
Blend de udblødte kikærter med karry, løg og hvidløg. Hæld evt. lidt vand i, så farsen får en mere våd konsistens. Form farsen til små boller og steg dem i olie på en pande eller i en friture - jeg brugte frituren. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Kog risene og gem vandet til sovsen.
Smelt margarinen i en (helst tykbundet) gryde og brænd karryen heri. Rør godt rundt hele tiden, så det ikke brænder på. Hæld melet i og pisk godt, til margarinen har suget al melet til sig. Hæld ca. en halv liter af kogevandet fra risene i gryden med sovsen og lad det koge op under konstant piskning. Tilsæt evt. lidt soyamælk og/eller -fløde, for at give det en lidt mere cremet konsistens. Smag til med salt og hæld bollerne i. Jævn med maizena, til sovsen er tyk nok og server med risene og lidt grønt på toppen.
torsdag den 11. juli 2013
Olivensalat
En af sommerens lækre salater! Lavet lidt på gefühl, så målene er lidt mærkelige.
2 personer
Det skal du bruge:
2 store håndfulde perlebyg
1 terning grøntsagsbouilon
1 stor håndfuld pinjekerner
1 håndfuld grønne oliven
1 håndfuld sorte oliven
1/2 agurk
1 avocado
Lidt babysalat
Salatdressing
Sådan gør du:
Kog perlebyggen med bouillonterningen. Lad det køle helt ned.
Rist pinjekernerne på en varm pande (uden fedtstof). Vær meget opmærksom, de får hurtigt for meget.
Skær agurk og avocado i mindre tern og dræn olivenerne. Bland det hele sammen og server med dressingen.
tirsdag den 9. juli 2013
Hyldeblomstsaft
Hyldeblomstsaft er indbegrebet af sommer og hvorfor ikke prøve at lave den selv? Det er rigtig lækkert og jeg synes det smager meget bedre end den færdigkøbte. Bare husk, at man helst skal plukke blomsterne minimum 50 meter fra trafikerede veje, så man undgår at få bilos med i saften.
1,5-2 l koncentrat
Det skal du bruge:
30 skærme hyldeblomster (ikke alt for små)
2 citroner
650 g sukker
2 spsk citronsyre
1,3 l vand
Evt. atamon
Sådan gør du:
Skyl skærmene godt og klip evt stilken af. Læg dem i en stor gryde eller skål med låg, skær citronerne i skiver og læg dem over blomsterne. Kog vandet og opløs sukker og citronsyre heri. Hæld sukkervandet over blomsterne, læg låg på og lad det trække i køleskabet i 4 dage. Hæld blandingen igennem et viskestykke, for også at få de helt små stykker sorteret fra. Hæld på flasker, der evt. er skoldet og skyllet med atamon, hvis saften skal gemmes i længere tid.
TIP: Man kan også fryse saften ned i isterningeposer.
lørdag den 6. juli 2013
Hurtig bananis
Lyst til en hurtig dessert? Så er hjælpen nær!
1 person
Det skal du bruge:
1 moden banan
2 spsk peanutbutter
Evt. snask, fx:
Chokoladesovs
Revet kokos
Sådan gør du:
Skær bananen i skiver og smid dem i fryseren i 1-2 timer. Det gør ikke noget, at de ikke er helt frosne.
Blend dem sammen med peanutbutter og tilsæt evt. mere peanutbutter efter smag.
Server med den slags snask, du bedst kan lide - jeg er mest til chokoladesovs og revet kokos :o)
torsdag den 4. juli 2013
Vitaminbombe
Jeg er blevet ret glad for den her smoothie, der fungerer som et post-træningsmåltid. Den er sprængfyldt med vitaminer og oven i købet vitaminer, der også er gode sammen. C-vitaminerne fra appelsinen og hindbærrene letter optagelsen af jernet i spinaten. Og så er hørfrø-olie den vegetabilske olie, der har det højeste indhold af Omega-3. Jaja, nu er det godt nok hørfrø, der er i smoothien, men det tæller vel også... Ikke?
1 glas
Det skal du bruge:
1 spsk hørfrø
1 skrællet appelsin
1 håndfuld frosne hindbær
2 store håndfulde frisk spinat
Sådan gør du:
Blend alle ingredienserne til konsistensen er glat og server i et glas med et sugerør.
mandag den 1. juli 2013
Broccolisuppe
Nå, nu når sommeren ikke rigtig kommer alligevel, så kan jeg vist godt dele en suppe-opskrift med jer. Den er dejlig nem, rigtig lækker og cremet.
I Frankrig spiste vi ret meget kogt broccoli, fordi det eftersigende skulle være en super-grøntsag, der skulle virke forebyggende på nogle former for kræft. Siden da har jeg så fundet ud af, at det er bedre at dampe broccolien end at koge den, for på den måde bibeholder man flere af de gode stoffer. Og den indeholder masser af gode vitaminer og mineraler, så der er ingen undskyldning for ikke at spise mere af den!
4 personer
Det skal du bruge:
2 bundt broccoli
1 løg
1 l grøntsagsbouillon
2 kartofler
1 finthakket chili
2 store dåser kokosmælk (2 x 400 mL)
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
Evt. lidt brød
Sådan gør du:
Skær broccolien i små buketter og skær stænglerne i tynde skiver. Skær løget i både og steg det i lidt olie sammen med broccolien i ca. 5 minutter. Hæld bouillonen ved og bring det i kog. Lad det småkoge mens du skræller kartoflerne og skærer dem i grove tern samt hakker chilien. Hæld det i suppen og lad det hele koge under låg i 20 minutter. Kør suppen glat med en stavblender. Tilsæt kokosmælk, spidskommen og koriander og varm suppen godt op. Smag til med salt og server med brød.
Abonner på:
Opslag (Atom)