onsdag den 12. november 2014

Efterårssuppe







Første egentlige blogindlæg efter pausen bliver min lækre efterårssuppe, der er spækket med grøntsager. Opskriften er blevet efterspurgt af en veninde og jeg må jo hellere give folket hvad de vil have!

På min mors side af familien har vi altid haft en tradition med at vi mødes 1. januar og spiser suppe sammen og sådan en suppe her var en fast del af traditionen - og så naturligvis med min mormors hjemmelavede melboller, som jeg (nærmest af ærefrygt!) slet ikke tør give mig i kast med, for jeg vil aldrig kunne komme op på hendes niveau.
Dengang var jeg egentlig ikke så vild med grøntsagerne og jeg spiste helst uden om dem, så jeg nøjedes med kød- og melboller og så "det våde", som vi kalder det. Da jeg blev lidt ældre kunne jeg godt klemme gulerødder og kartofler ned, men pastinakkerne (eller sellerien, eller hvad det var) og porren var jeg stadig ikke så vild med. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet vegetar eller om det bare er fordi jeg er blevet ældre (og klogere), men nu er jeg VILD med en suppe som denne, der er fuldstændig spækket med grøntsager. Jeg ville egentlig også have haft melboller i, men dem kunne jeg ikke lige få i Føtex. Det gjorde nu heller ikke noget, jeg nød suppen som den var med både porre, knoldselleri, grønkål, gulerødder og kartofler. Og så selvfølgelig også med et par skiver af Det Perfekte Brød.

4 personer
Det skal du bruge:
1 løg
2 fed hvidløg
3 kartofler
3 gulerødder
1/2 knoldselleri
1 porre
En stor håndfuld grønkål
1 terning grøntsagsbouillon
1 kvist tørret timian


Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg fint og skær de øvrige grøntsager i mundrette stykker. Svits løg og hvidløg i lidt varmt olie i en stor gryde til de er blanke. Svits også kartofler, gulerødder og knoldselleri kort, til det hele lige er fedtet ind af olien. Slut af med at svitse porre og grønkål. Lad det hele blive varmet godt igennem og hæld vand (gerne kogende) i, så det dækker grøntsagerne + et par centimeter. Opløs bouillonterningen deri, hæld lidt salt i (men ikke for meget - husk at bouillonen også salter!) og læg timiankvisten øverst. Lad det simre i en 20-25 minutters tid, alt afhængigt af hvor store tern du har skåret grøntsagerne i, og nyd suppen med et lækkert stykke friskbagt brød til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar