tirsdag den 13. august 2013

Grøntsagslasagne


Inden jeg tog afsted til Skanderborg Festival, fik jeg sådan lyst til lasagne og jeg var bare nødt til at lave det, da jeg kom hjem i går - og det var bare lige, hvad jeg havde brug for! Jeg troede egentlig ikke at jeg ville orke at lave andet end nudler (jeg var meget i søvnunderskud!), men jeg nød det faktisk, for det er mere end en uge siden, jeg har lavet rigtig mad. Dagene inden jeg tog til Skanderborg havde jeg spist på arbejdet eller taget rugbrød eller lavet suppe, så jeg savnede helt at stå i køkkenet og hygge mig med lidt madlavning.
Her er, hvad jeg har brugt af grøntsager, men man kan putte alle slags i - jeg var også lige ved at putte revne kartofler i - og det er en smagssag, hvordan man hakker grøntsagerne. Jeg valgte at rive gulerødderne groft, skære løgene i skiver og hakke resten af grøntsagerne semi-groft. Så er der også lidt bid i lasagnen.

6 personer
Det skal du bruge:
4 løg
3 fed hvidløg
10 gulerødder
6 stængler bladselleri
1/2 aubergine
1 squash
3 dåser hakkede tomater
2 dl vand
3 dl røde linser
1 pose frisk spinat
Lasagneplader
Lidt rasp


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Varm lidt olie godt op i en stor gryde. Hak alle grøntsagerne som du foretrækker det og smid dem i gryden og svits dem godt i olien - du kan også starte med fx gulerødder og så hakke næste grøntsag mens de svitser og fortsætte på den måde, til alle grøntsagerne er i gryden. Tilsæt de hakkede tomater (skyl dem gerne i lidt vand og hæld vandet med i gryden), vand og røde linser. Lad det småkoge i et par minutter. Sovsen må ikke være alt for våd og der gør ikke noget, at linserne ikke bliver kogt helt.
Damp den friske spinat i en anden gryde - den skal kun lige falde sammen.
Smør et ildfast fad (jeg bruger 22x34 cm) med lidt margarine og byg lasagnen op. Start med lidt sovs, læg et lag spinat over og læg lasagneplader på. Der er sovs nok til 4 lag. Slut af med at drysse lidt rasp på toppen og smid lasagnen ind i ovnen. Jeg gav den en time, men man kan nok godt nøjes med 30-45 minutter - stik evt. lidt i den undervejs, for at mærke om pladerne er bløde. Læg gerne et stykke staniol over fadet halvvejs inde i bagningen, så lasagnen ikke bliver brændt på overfladen. Server med lidt frisk salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar