tirsdag den 20. maj 2014

Hjemmelavede kammerjunkere med et twist






Sommeren er endelig ved at være over os - og hvor er det altså bare skønt! Jeg er stoppet i praktik og er kommet tilbage på skolen, så det er begyndt at være lyst når jeg står op om morgenen. Det giver lige et ekstra spark til motivationen at jeg hverken skal have lys på cyklen eller det helt store overtøj på. Og så kan vi tage et tæppe med i skole og spise frokost ude på græsset. Oh yes, life is good!

Twistet i kammerjunkerne her kommer fra kardemommen, der giver en lækker, krydret smag. Selve koldskålen har jeg lavet ved at blende lidt vanille-soyamælk (den blå fra Naturli') med frosne blåbær. Det bliver en farlig farve, men det smager dejligt. Jeg kom måske også til at spise kammerjunkerne som småkager til min eftermiddagsthe.....

~80 stk.
Det skal du bruge:
140 g blød margarine
275 g hvedemel
100 g sukker
1 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
1 tsk kardemomme
En knivspids salt
1 citron - skallen heraf
1/2 soyamælk
1 æg - jeg brugte et hørfrø-æg (1 spsk knust hørfrø og lidt varmt vand, lad det stå et par minutter)


Sådan gør du:
Ælt margarinen ind i sukkeret og melet, til du får en smuldrende masse. Ælt bagepulver, vanille, kardemomme, salt og revet citronskal med i det. Bland mælk og æg i og bland godt til dejen kan samles uden at smuldre. Sæt dejen i køleskabet i 15 minutter (gerne længere) og tænd for ovnen på 225 grader.
Rul dejen ud i en lang pølse og skær den ud i stykker på størrelse med en tommelfingernegl - ligesom når du laver pebernødder. Rul stykkerne runde mellem hænderne og tryk dem flade på en beklædt bageplade. Smid dem i ovnen i 10 minutters tid til de er gyldne. Lad dem køle af inden du bruger dem og opbevar dem ellers i en tætsluttet kagedåse.

1 kommentar:

  1. Wauw, det er en spacey grød - ligner man har blendet Teenkiewinkie fra Teletubbies :D

    - Anne

    SvarSlet