mandag den 24. februar 2014

Ovntørrede tomater





Soltørrede tomater er perfekte i salater og sandwiches og selvom de her ikke er soltørrede, så fungerer de mindst lige så godt. Det tager en hel dag at lave dem, så sørg for at gøre det en dag, hvor du er hjemme. Men når de så er sat i ovnen, står de egentlig og passer sig selv. Fordelen ved at lave dem selv er, at du selv bestemmer om de skal være saftige eller mere tørre i det.

Jeg brugte dem i en sandwich med ruccola, hjemmelavet oliventapenade og lidt frisk ruccola.

4-6 personer
Det skal du bruge:
1 kg tomater (jeg brugte cherrytomater, men man kan sagtens bruge de store)
1 tsk sukker
1 tsk salt

Lidt timian (helst frisk)
3 laurbærblade, smuldret
3 spsk olivenolie
Friskkværnet salt og peber


Sådan gør du:
Halver tomaterne eller skær de store i kvarte. Grav indmaden ud (gem det, så det ikke går til spilde)  og læg dem over på en bagerist med avispapir under. Bland sukker og salt og drys det hen over tomaterne, vend dem med den skårne side nedad og lad dem dryppe af i en times tid.

Tænd for ovnen på 100 grader.
Stil tomaterne over på en beklædt bageplade med den skårne side opad. Drys med timian, smuldrede laurbærblade, olivenolie og friskkværnet salt og peber. Smid dem i oven og kig til dem efter 1-2 timer og cirka hver time efter det. Jeg gav mine tomater mellem 5 og 6 timer, men hvis du gerne vil have dem mere saftige, kan du nøjes med 4 timer. Hvis du vil have dem helt tørre, kan du give dem op til 7-8 timer.
Jeg opbevarede mine tomater i en lufttæt beholder i køleskabet et par dage. Men hvis du vil opbevare dem længere, kan du hælde rigeligt med olie over dem.


TIP: Indmaden fra tomaterne kan fx bruges i en tomatsauce. Jeg kogte det op med lidt texmex-sojagranulat og brugte det i tortillas.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar