torsdag den 29. august 2013
Peanutbutter cookies
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er blevet ret glad for peanutbutter. Normalt er jeg ellers slet ikke fan af peanuts, men peanutbutter kan jeg spise rent. Det kan bruges til de fleste snacks og som en ekstra lille bonus, så er det oven i købet vegansk!
15 stk
Det skal du bruge:
100 g blødt margarine
200 g sukker
2 æg
200 g mel
1 tsk bagepulver
Et nip salt
100 g peanutbutter
75 g saltede chips
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 180 grader.
Ælt margarinen godt sammen med sukkeret, til det ikke knaser mere. Pisk æggene i et ad gangen og tilsæt mel, salt og bagepulver, til dejen begynder at få en klistret konsistent. Rør peanutbutteret i, til det er blandet godt med dejen. Knus chipsene og rør dem i. Læg dejen på en beklædt bageplade i klumper á ca. en spisekefuld. Tryk dem evt. lidt flade og bag dem i ovnen i ca. 15 minutter eller til de er gyldne.
onsdag den 21. august 2013
Syltede rødløg
Så er jeg klar med indlæg nr. 100!
På min skole har vi verdens bedste kantine. Virkelig. Der er lækker mad hver dag, der er meget forskelligt at vælge mellem og der er forskelligt mad hver dag. Nogle gange har de de lækreste syltede rødløg og dem måtte jeg da også prøve at lave. Man kan eksperimentere lidt med krydderierne, jeg tror fx det kunne være lækkert med lidt citron i. De syltede rødløg passer perfekt i salaten!
Et stort glas
Det skal du bruge:
2 dl vand
2 dl eddike
2 dl sukker
10 peberkorn
5 laurbærblade
3 store rødløg
Sådan gør du:
Kog vand og eddike op med sukker, peberkorn og laurbærblade til sukkeret er smeltet. Skræl løgene og skær dem i så tynde ringe som muligt. Læg dem op i et glas og hæld vand-eddike-blandingen over. Sæt glasset i køleskabet og opbevar på køl i ca. 14 dage. Man kan evt. skolde glasset og skylle det med atamon, hvis løgene skal holde sig i længere tid.
mandag den 19. august 2013
Mandler med rosmarin
Jeg elsker snacks! Og især mandler, der laves på forskellige måder. De her rosmarinmandler gør det svært at holde fingrene væk og man kommer hurtigt til at spise mange flere end de 10 mandler, man egentlig kun må spise om dagen.
Jeg fik opskriften af en veninde, der havde set den i fjernsynet. Hun gav mig ikke nogen mål, så jeg prøvede mig lidt frem og tror nok, at det cirka var det her, jeg kom frem til.
1 skål
Det skal du bruge:
2 store håndfulde mandler
2 spsk margarine
4 spsk sukker
2 tsk salt
Frisk rosmarin - så mange "nåle" du orker at hakke
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 150 grader.
Bred mandlerne ud på en beklædt bageplade og bag dem i ovnen et par minutter. De skal kun lige ristes kort, så hold øje med at de ikke får for meget!
Smelt smøret på en pande og rør sukker, salt og rosmarin i. Hæld mandlerne på panden og gør godt rundt. Hæld dem tilbage på bagepladen i et enkelt lag og lad dem køle af inden servering
fredag den 16. august 2013
Forårsruller
Forårsruller er en nem og lækker måde, at lave et let måltid på. Rispapiret kan købes billigt (ca. 20 kr for en pakke med mange!) i asiatiske butikker. Men vær OBS på, at der findes to slags rispapir: Til forårsruller som denne og til friturestegte ruller. Brug de grøntsager, du har lyst til at putte i (man kan også putte tilberedt kød i, hvis man spiser det) og dyp de færdige ruller i soya eller chilisauce.
12 stk
Det skal du bruge:
12 stykker rispapir
1 avokado
En håndfuld spinatblade
Agurk
Ingefær
Sådan gør du:
Læg rispapiret i blød i koldt vand. Jeg lægger dem i blød ét papir ad gangen, så kan jeg lave en rulle, mens det næste papir står i blød. Skær grøntsagerne i mindre stykker.
Læg det våde rispapir over på et stykke rent viskestykke og dup det rent - vær lidt forsigtigt, det slår nemt revner. Læg det tørre rispapir på et skærebræt, læg fyldet på den ene ende og rul stramt ind til midten. Fold siderne ind og rul stramt det sidste stykke. Opbevar dem i køleskabet til servering.
Havregrynskugler
Hold da op, i dag har jeg 6-måneders jubilæum som vegetar. Jeg synes det er vildt, at jeg har kunne holde det så lang tid - men på den anden side, så synes jeg faktisk slet ikke, at det er så svært at holde. Der findes jo stadig mange muligheder for lækker mad, selvom man ikke spiser kød. Selv på Skanderborg Festival var der gode muligheder for at spise lækkert. Nu glæder jeg mig til de næste 6 måneder er gået, så jeg kan holdet 1-års jubilæum. Dét bliver stort!
Ca. 30 stk.
Det skal du bruge:
175 g havregryn
100 g flormelis
4,5 spsk kakaopulver
100 g blødt margarine
Noget at rulle de færdige havregrynskugler i, fx kokosmel, havregryn eller kakaopulver.
Sådan gør du:
Ælt alle ingredienserne sammen, til margarinen ikke længere klumper. Rul små kugler og rul dem i pynten. Opbevar dem i køleskabet i ca. 4 dage.
tirsdag den 13. august 2013
Grøntsagslasagne
Inden jeg tog afsted til Skanderborg Festival, fik jeg sådan lyst til lasagne og jeg var bare nødt til at lave det, da jeg kom hjem i går - og det var bare lige, hvad jeg havde brug for! Jeg troede egentlig ikke at jeg ville orke at lave andet end nudler (jeg var meget i søvnunderskud!), men jeg nød det faktisk, for det er mere end en uge siden, jeg har lavet rigtig mad. Dagene inden jeg tog til Skanderborg havde jeg spist på arbejdet eller taget rugbrød eller lavet suppe, så jeg savnede helt at stå i køkkenet og hygge mig med lidt madlavning.
Her er, hvad jeg har brugt af grøntsager, men man kan putte alle slags i - jeg var også lige ved at putte revne kartofler i - og det er en smagssag, hvordan man hakker grøntsagerne. Jeg valgte at rive gulerødderne groft, skære løgene i skiver og hakke resten af grøntsagerne semi-groft. Så er der også lidt bid i lasagnen.
6 personer
Det skal du bruge:
4 løg
3 fed hvidløg
10 gulerødder
6 stængler bladselleri
1/2 aubergine
1 squash
3 dåser hakkede tomater
2 dl vand
3 dl røde linser
1 pose frisk spinat
Lasagneplader
Lidt rasp
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Varm lidt olie godt op i en stor gryde. Hak alle grøntsagerne som du foretrækker det og smid dem i gryden og svits dem godt i olien - du kan også starte med fx gulerødder og så hakke næste grøntsag mens de svitser og fortsætte på den måde, til alle grøntsagerne er i gryden. Tilsæt de hakkede tomater (skyl dem gerne i lidt vand og hæld vandet med i gryden), vand og røde linser. Lad det småkoge i et par minutter. Sovsen må ikke være alt for våd og der gør ikke noget, at linserne ikke bliver kogt helt.
Damp den friske spinat i en anden gryde - den skal kun lige falde sammen.
Smør et ildfast fad (jeg bruger 22x34 cm) med lidt margarine og byg lasagnen op. Start med lidt sovs, læg et lag spinat over og læg lasagneplader på. Der er sovs nok til 4 lag. Slut af med at drysse lidt rasp på toppen og smid lasagnen ind i ovnen. Jeg gav den en time, men man kan nok godt nøjes med 30-45 minutter - stik evt. lidt i den undervejs, for at mærke om pladerne er bløde. Læg gerne et stykke staniol over fadet halvvejs inde i bagningen, så lasagnen ikke bliver brændt på overfladen. Server med lidt frisk salat.
tirsdag den 6. august 2013
Amerikanske pandekager
Der er lidt stille på bloggen for tiden. Jeg har lige været i Vejle på weekend-besøg og i morgen, onsdag, tager jeg på Skanderborg Festival. Men inden da, får I lige opskriften på de lækreste amerikanske pandekager. Man kan med fordel lave dejen aftenen før, så man hurtigt kan lave pandekagerne om morgenen.
Ca. 25-30 stk
Det skal du bruge:
2 spsk sukker
1,5 tsk salt
375 g mel
6 tsk bagepulver
3 æg
3,75 dl mælk
Lidt margarine til stegning
Sådan gør du:
Bland alle de tørre ingredienser i en skål og pisk æggene og halvdelen af mælken i. Tilsæt resten af mælken og pisk, til dejen er godt tyk. Varm en pande godt op og smelt lidt margarine på den. Læg så mange klatter dej på, som der er plads til. Vend pandekagerne, når der begynder at komme mange bobler på oversiden og giv dem ca. lige så lang tid på den anden side. Tilsæt lidt nyt fedtstof inden næste omgang, hvis panden er helt tør. Server med lidt frisk frugt og ahornsirup.
fredag den 2. august 2013
Risdeller
En af mine søde veggie-venner havde lavet de her "frikadeller" en aften, hvor vi var nogle stykker, der skulle spise sammen. De var alt for lækre, så det måtte jeg også prøve - og jeg har lavet dem flere gange siden da. De er et dejligt alternativ til frikadeller og bøffer og er rigtig nemme at lave.
8 stk
Det skal du bruge:
1 pose ris (kogepose)
2 løg
2 fed hvidløg
Mel
Mælk
2 spsk timian
Sådan gør du:
Kog risene i godt saltet vand.
Hak løg og hvidløg fint og bland dem sammen med den kogte ris. Tilsæt mælk og mel lidt efter lidt, til farsen er klistret nok til at kunne formes. Rør timianen i og smag evt. til med lidt ekstra, men vær opmærksom på, at de færdige risdeller smager lidt anderledes (anderledes som i bedre!) end farsen. Form farsen til frikadeller og steg i lidt olie på en varm pande, til de er gyldne på begge sider.
Abonner på:
Opslag (Atom)