tirsdag den 30. oktober 2012

Cookies





20 stk.
Det skal du bruge:
100 g sukker
120 g brun farin
115 g smør
1 stort æg
1 tsk vanillesukker
½ tsk bagepulver

¼ tsk salt
160 g hvedemel
200 g mørk chokolade
100 g hasselnødder


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 150 grader.
Bland sukker og farin med smør, til det hele hænger sammen (det kan være nødvendigt at bruge hænderne). Rør æg, salt, vanillesukker og bagepulver i og rør derefter melet i. Rør godt med en håndmixer. Hak chokolade og hasselnødder groft og rør dem i. Læg dejen over på en bageplade med bagepapir. Det skal bare ligge i små klatter, de flader selv ud under bagningen. Bag dem i 18-23 minutter. De er stadig bløde når de kommer ud af ovnen, så lad dem køle af på pladen et par minutter inden du lægger dem over på en rist eller i en kagedåse.

TIP: Rør 2 spsk kakao i sammen med melet, hvis du vil have mørke cookies. Så kan du evt. erstatte den mørke chokolade med hvid chokolade.

lørdag den 27. oktober 2012

Spaghetti al tonno



Fiskens svar på den klassiske spaghetti bolognese.

4 personer.
Det skal du bruge:
1 løg
2 spsk kapers
En sjat olivenolie
2 fed hvidløg
3 ansjosfileter
2 dl hvidvin
1 tsk sukker
1 tsk tørret chili (pulver eller flager)
2 dåser tun i vand
2 dåser hakkede tomater
1 bundt frisk persille
400 g tørret pasta


Sådan gør du:
Sæt vandet over til spaghettien.
Hak løget og svits det i olivenolien sammen med kapers. Tilsæt herefter hakket hvidløg og ansjoserne, som er skåret i små stykker og lad det svitse i yderligere et par minutter. Tilsæt hvidvin og lad det koge ned til under det halve. Tilsæt sukker, chili, tun, tomater og halvdelen af persillen. Lad det koge i 10 minutter. Hvis saucen er for tyk kan du tilsætte lidt vand fra spaghettien, der gerne skulle være i gang med at koge. Når spaghettien næsten er nok, hælder du vandet fra og lader spaghettien blive i gryden - husk at slukke for varmen. Hæld sovsen og resten af persillen over (gem evt. lidt til pynt), rør rundt og lad det trække under låg i 5 minutter. Buon appetito!

TIP: Man kan sagtens udelade kapers og ansjoser - det har jeg selv gjort.

tirsdag den 23. oktober 2012

Grovkage



16 personer
Det skal du bruge:
130 g margerine
130 g sukker
2 spsk sirup
1 tsk vanillesukker
60 g hasselnødder
300 g havregryn
1 tsk bagepulver
3 modne bananer


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 175 grader.
Smelt smør, sirup, sukker og vanillesukker i en gryde. Bland det sammen i en skål med havregryn, bagepulver og hakkede hasselnødder. Mos bananerne, tilsæt dem og rør godt rundt.
Tryk dejen ned i en beklædt form og bag i 25 minutter.

onsdag den 17. oktober 2012

Kanelkage med kaffeglasur



1 stor kage
Det skal du bruge:
Kage
125 g smeltet margarine
400 g sukker
½ l kernemælk
400 g mel
4 tsk kanel
2 tsk natron

Glasur
50 g smeltet margerine
250 g flormelis
2 tsk vanillesukker
1 spsk kakao
4 spsk stærk kaffe


Sådan gør du:
Kage
Tænd for ovnen på 200 grader.
Rør den let afkølede, smeltede margarine sammen med sukker og tilsæt kernemælk. Tilsæt natron, kanel og mel rør det hele godt sammen. Hæld dejen op i en smurt form og bag i oven i ca. 30 minutter.

Glasur
Det hele røre sammen og smøres på den afkølede kage. Det er meget vigtigt at kagen er kølet HELT af, ellers smelter glasuren.

mandag den 15. oktober 2012

Mozarella-risotto med stegte rejer og grønne asparges



Denne ret fik jeg på en restaurant i Frankrig, da jeg var med hele familien ude og se finalen i fodbold et par tage inden jeg rejste. Det var noget af det bedste jeg har smagt og jeg har længe tænkt på at prøve at lave det selv - og jeg synes faktisk det lykkedes ret godt!
Mange siger, at risotto er rigtig svært at lave, men denne opskrift er meget enkel. Det er dog vigtigt at bruge en rigtig god gryde og det er ikke mindst rigtig vigtigt, at man rører meget i det, så det ikke brænder på. Held og lykke!

4 personer
Det skal du bruge:
25 g smør eller margerine
1 stort løg
1 lille fed hvidløg
300 g risottoris
2 dl hvidvin
1 liter færdiglavet gøntsagsbuillon
150 g revet mozarella
300 g grønne asparges
400 g store rejer


Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg fint og steg dem i margarinen et par minutter, men uden at det tager farve. Hæld risene ved og steg videre i yderligere 2 minutter. Tilsæt hvidvinen og lad det koge næsten væk. Tilsæt én dl buillon og lad det koge lidt, indtil risene har opsugt det. Tilsæt endnu en dl og fortsæt på denne måde til al buillonen er brugt - det tager omkring 20 minutter ved fuld varme. Rens i mellemtiden aspargesene, skær dem i stykker på ca. 1 cm og kog dem i letsaltet vand i 2 minutter. Steg rejerne i lidt olie.
Når al buillonen er brugt og det sidste er kogt ind, slukkes der for varmen og osten tilsættes. Rør godt, tilsæt asparges og rør igen. Så er risottoen klar til servering - pynt med de stegte rejer.

lørdag den 13. oktober 2012

Bloglovin

Nu kan man også følge min blog på Bloglovin. Yay!

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4110140/?claim=3fykuwzkph9">Follow my blog with Bloglovin</a>

fredag den 12. oktober 2012

Mørbrad med persille og seranoskinke



1 mørbrad/4 personer
Det skal du bruge:
1 mørbrad
¾ bundt frisk persille
1 stort fed hvidløg
1 citron
1 spsk olivenolie
4 skiver seranoskinke


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Rens mørbraden og skær sølvsenen fra. Skær den næsten helt igennem, bank den let med håndroden og krydr den med salt og peber på indersiden. Lad den hvile mens du ordner fyldet. Hak persillen, pres hvidløget, riv skallen fra citronen og bland det hele godt sammen med olivenolien. Læg det på indersiden af mørbraden, luk den sammen og sno seranoskinken rundt om - det er ikke nødvendigt at bruge kødnåle eller tandstikkere til at holde det sammen. Læg mørbraden op i et ovnfast fad og bag den i ovnen i 40 minutter.

tirsdag den 9. oktober 2012

Squashmuffins med citrusglasur



15 stk.
Det skal du bruge:
Muffins:
2 store æg
175 g brun farin
200 g hvedemel
1 spsk kanel
1 tsk natron
½ tsk salt
Saft og skal af 1 klementin eller ½ appelsin
1 dl smagsneutral olie - fx rapsolie
175 g revet squash

Glasur:
200 g flødeost
5 spsk smør
Saft og skal af 1 lime
150 g flormelis


Sådan gør du:
Muffins: 
Tænd for ovnen på 180 grader.
Pisk æg og farin til det er tykt og skummende. Tilsæt mel, kanel, natron og salt. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det godt sammen. Fyld muffinformene 2/3 op og bag dem i 18-20 minutter. Lad kagerne køle af inden glasuren smøres på, ellers smelter den.

Citrusglasur:
Tag ost og smør ud af køleskabet i god tid, så det kan nå at få stuetemperatur - ellers klumper det. Pisk alle ingredienserne sammen i et par minutter, til massen er hvid, cremet og luftig. Smør på de afkølede kager og pynt evt. med lidt revet citronskal.

TIP: Du kan også bage kagen i en springform eller lignende, men så skal den have ca. dobbelt så lang tid.

lørdag den 6. oktober 2012

Lemonade



Det skal du bruge:
2 dl vand
200 g sukker
4 citroner
1,5 l danskvand


Sådan gør du:
Kog sukker og vand sammen, til alt sukkeret er opløst og stil det på køl. Når det er kølet af tilsættes saften fra de tre citroner. Citron-lagen deles i to og blandes op med lige dele danskvand. Pynt evt. med lidt mynteblade.

Drikkes kold.

fredag den 5. oktober 2012

Gammeldags agurkesalat



4 personer

Det skal du bruge:
1 dl eddike
1 dl sukker
1 dl vand
1 agurk
Lidt friskkværnet peber


Sådan gør du:
Bring eddiken i kog og sluk straks for varmen. Opløs sukkeret i vandet (varm det evt. op i en mikroovn eller en lille gryde) og bland det sammen med eddiken. Riv agurken i skiver på et rivejern og læg det i vandet. Kværn lidt peber hen over og stil i køleskabet mindst en time inden servering.

TIP: Skal agurkesalaten serveres i en glasskål? Så brug klar eddike og hvidt sukker, så ser det pænest ud.

mandag den 1. oktober 2012

Kyllingetærte



4 personer

Det skal du bruge:
Dej:
1 æg
250 g mel
125 g smør
½ dl vand
En knivspids salt

Fyld:
400 g kyllingebryst
2 løg
2 røde peberfrugter
1 spsk olie
2 dl piskefløde
2 æg
75 g revet ost (jeg bruger parmesan)
1 spsk paprika


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Bland alle ingredienserne til dejen sammen og stil den i køleskabet en halv time. Læg derefter dejen i en smurt tærteform og forbag den i 15 minutter.
Skær kyllingen i tern og hak løgene fint. Steg løgene i lidt olie på en pande til de er klare og tilsæt kyllingen. Steg til det har fået farve over det hele. Skær peberfrugt i tern, tilsæt og lad det hele småstege lidt i 5 minutter. Bland fløde, æg, ost og paprika sammen i en skål. Hæld kyllingen op i tærteformen og hæld æggemassen over. Bag i ovnen i 30 minutter.

TIP: Når du lægger dejen i tærteformen, må den gerne stikke lidt op over kanten og være tyk i bunden, da den krymper lidt i ovnen.