fredag den 28. september 2012

Hindbærcoulis



4 personer
Det skal du bruge:
100 g sukker
500 g frosne eller friske hindbær
1 tsk vanillesukker
Lidt vand


Sådan gør du:
Hæld lidt vand i en gryde, kun så lidt at det dækker bunden. Hæld de øvrige ingredienser i og lad det småkoge i 10 minutter. Husk at røre rundt et par gange. Lad det køle af inden servering.
Coulisen er meget sød når den er varm, men den bliver mere frisk i smagen når den er kølet af. Server med et stykke brownie og lidt creme fraiche.

onsdag den 26. september 2012

Stenalderbrød



En kollega fortalte mig om dette brød, som jeg gik i gang med at bage allerede dagen efter. Det kan sagtens bruges som et sundere og nemmere alternativ til hjemmebagt rugbrød - så kan man evt. også blende græskar- og solsikkekerner, så man får en finere konsistens. Der er ikke en knivspids mel i, så brødet er særlig velegnet til gluten-allergikere.

1 stk
Det skal du bruge:
100 g valnøddekerner
100 g mandler
100 g solsikkekerner
100 g græskarkerner
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
5 æg
1 dl olivenolie
2 tsk salt


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 160 grader.
Blend eller hak mandler og valnødder fint. Bland dem sammen med resten af ingredienserne og rør det godt igennem med en ske. Hæld op i en smurt rugbrødsform og bag i ovnen i en time.

lørdag den 22. september 2012

Blåbærmuffins



Jeg er så heldig at, at vi har to gamle blåbærbuske i vores have, der efterhånden giver en ret stor høst hvert efterår - og det skal selvfølgelig udnyttes!

12 stk

Det skal du bruge:
250 g mel
50 g margarine
300 g sukker
3 æg
3 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
2 dl mælk
250 frosne eller friske blåbær

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader.
Pisk æg og sukker sammen og tilsæt mel, bagepulver og vanillesukker. Mælk og margarine koges forsigtigt op til sidstnævnte er smeltet og blandes derefter i massen. Vend forsigtigt blåbærrene i dejen. Fyld muffinformene ca. halvt op (maks 3/4) og bag kagerne i ovnen i ca. 20 minutter.

TIP: Du kan erstatte blåbærrene med hvad som helst, fx 2 tsk kakaopulver og 2 moste bananer.

fredag den 21. september 2012

Chicken Tray Bake


2 personer.
Det skal du bruge:
400 g nye kartofler (eller gamle kartofler skåret i mindre stykker)
2 kyllingebrystfileter
1 glas rød pesto
En sjat olie
En håndfuld cherrytomater


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Vask kartoflerne og skær de store over. Vend dem i lidt olie, hæld dem i et ovnfast fad og drys med lidt salt. Stil dem i ovnen i 30 minutter. Rens kyllingen og gnid dem godt ind i den røde pesto. Tag kartoflerne ud af ovnen, læg kyllingen og cherrytomaterne over og sæt fadet ind igen i ca. 20 minutter.

TIP: Du kan også bruge kyllingeinderflileter, men så skal kartoflerne have længere tid første gang og lidt mindre tid anden gang.

torsdag den 20. september 2012

De bedste brownies


Nej, det er ikke en overdrivelse. Det her ER virkelig de bedste brownies. De kan sagtens spises varme, men jeg foretrækker dem kolde, så den svampede konsistens træder lidt mere frem

1 stk

Det skal du bruge:
120 g mørk chokolade
90 g smør eller margerine
2 æg
90 g mel
225 g sukker


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 180 grader.
Smelt chokolade og smør i mikroovn, over vandbad eller i en gryde, hvor du er sikker på at det ikke brænder på. Rør det sammen med de øvrige ingredienser og pisk, til dejen er glat. Hæld det i en smurt form eller en usmurt silikoneform og bag i ovnen i ca. 30 minutter. Husk at stikke i den med en strikkepind en gang i mellem, og tag den ud, så snart der ikke hænger dej fast på pinden mere.

TIP: Kan også bages som små brownie-muffins.

tirsdag den 18. september 2012

Spicy peberfrugtsuppe



Kære læser. Så går bloggen i luften og jeg starter ud med en opskrift, som en veninde efterspørger. Jeg håber alle får glæde af bloggen og jeg modtager meget gerne ris og ros.

2 personer
Det skal du bruge:
1 stort løg
En sjat olivenolie
3 røde peberfrugter
1 stor kartoffel
750 ml grøntsagsbuillon
½ tsk paprika  
¼ tsk chili
Et lille bæger creme fraiche
Lidt frisk purløg 
En håndfuld suppenudler



Sådan gør du:
Skær løget i tern og steg dem i olien  i et par minutter - brug en gryde, der er velegnet til suppe, fx et tykbundet gryde. Skær peberfrugterne i grove tern og riv kartoflen på et rivejern. Tilsæt begge til løgene og lad det stege meget kort. Opløs en grøntsagsbuillonterning i 750 ml kogende vand og hæld det i gryden med grøntsagerne. Tilsæt chili og paprika og lad det simre i en halv time. Kog i mellemtiden suppenudlerne.
Blend forsigtigt suppen med en stavblender, varm op igen og krydr med salt og evt. peber. Hæld suppen i skåle og rør creme fraichen i - ca. 2 spsk pr. skål. Tilsæt suppenudler og pynt med hakket purløg.

TIP: Suppen kan også bruges som forret. Udelad suppenudlerne, brug kun 1 spsk creme fraiche pr. skål og så strækker den til 4 personer.