mandag den 29. december 2014

Ingefærsmåkager






Nå, så gik den jul også. Det blev en lidt kort jul for mit vedkommende, for jeg nåede aldrig rigtigt at komme i julestemning. Jeg ligger pt. i min seng med en kop the og kigger ud på det fine snevejr vi har fået i Aarhus. Jeg synes der er noget helt fortryllende ved sne (i hvert fald indtil det bliver gråt og is-agtigt), så jeg hygger mig rigtigt med en god bog og nyder synet så længe det varer - jeg prøver vel lige at suge den sidste rest af jul til mig. Men samtidig ligger jeg også og tænker på, om jeg måske skal tage bussen i stedet for cyklen, når jeg skal udenfor i dag...

Jeg var på arbejde på sygehuset den 24. i dagvagten (7-14) og besluttede mig for at bage ingefærsmåkager til sygeplejerskerne. Jeg har bagt dem 2 gange før, hvor de ikke rigtig lykkedes, fordi jeg skiftede ægget ud med et hørfrø-æg. Dengang havde jeg ikke så meget erfaring med hørfrø-æg og det var nok derfor det ikke lykkedes. Denne gang lavede jeg det ved et husk-æg (af Husk-fibre) og resultatet blev helt som hvis der havde været et rigtigt æg i. YES!


50-60 små cookies
Det skal du bruge:
170 g blødt plantemargarine
2 dl sukker
1 husk-æg (1 spsk Husk + 5 spsk vand)
1/2 dl sirup
4 dl mel
2 tsk natron
1/2 tsk kanel
1 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødte nelliker
1/2 tsk stødt allehånde
1/2 tsk stødt muskat
Lidt ekstra sukker


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 175 grader.
Start med at lave Husk-ægget - bland Husk med vand og lad det stå. Det bliver til en lidt gele-agtig masse.
Bland margarine og sukker til al sukkeret er arbejdet ind i margarinen. Bland æg og sirup i. Du kan med fordel bruge hænderne, men en håndmixer klarer også jobbet helt fint. Tilsæt de tørre ingredienser og bland igen rigtig godt, til det hele er arbejdet ind i margarinen. Nyd at der ikke er æg i, og småspis lidt af dejen ;-)
Tril dejen til kugler, rul dem i sukker og læg dem på en bageplade. Jeg lagde 9 kugler på hver bageplade, men de kunne nok godt have ligget lidt tættere. Smid dem i ovnen i ca. 12 minutter.

tirsdag den 23. december 2014

Gaveide: Varm æblemost med krydderier





Den sidste spiselige gave for i år er varm æblemost med krydderier. Over på højskolen drak vi det sommetider og der smager helt fantastisk! Så jeg giver to flasker æblemost med en lille pose krydderier væk i julegave.
Tag jer ikke af rodet i baggrunden, jeg havde fuld gang i gaveindpakningen, så der var var masser af rod og begrænset plads.


Det skal du bruge:
2 flasker æblemost (IKEAs er rigtig god - og økologisk!)
3 kanelstænger
1 spsk nelliker
1 stor spsk stjerneanis


Sådan gør du:
Pak krydderierne fint ind i et lille stykke stof. Lav en seddel til modtager om at krydderier og æblemost varmes ved svag varme i nogle timer. Jo længere det står, jo bedre kommer det til at smage :-)

mandag den 22. december 2014

Gaveide: Cookies i en krukke!






Både til en fødselsdag her i december og til jul, har jeg lavet cookies i en krukke. Man blander alle de tørre ingredienser sammen i en krukke (og gerne i lag, så det ser lidt pænt ud) og så tilsætter modtager selv de tørre ingredienser. Smart!

25-30 cookies
Det skal du bruge:
2,5 dl mel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1/4 tsk salt
2 dl havregryn
2 dl chokoladeknapper
1 dl pakket brun farin
1 dl sukker
1 dl hakkede nødder


Sådan gør du: 
Hæld de tørre ingredienser i krukken i den rækkefølge de står i. Det kommer til at passe helt perfekt med en krukke på 1 L. Skriv en lille seddel til modtager om, at de selv skal tilsætte 1 æg og 1 dl smeltet smør - man kan også vælge at veganisere den og skifte ægget ud med et hørfrøæg og smørret med plantemargarine.
Cookiedejen rulles til kugler, placeres på bageplade og bages ved 175 grader i ca. 10 minutter.

søndag den 21. december 2014

Gaveide: Kryddersukker





Igen i år giver jeg spiselige gaver og kryddersukkeret er én af dem. Det kan fx bruges i kaffen eller theen i stedet for almindeligt hvidt sukker.
Jeg burde også næsten have lavet et glas til mig selv, men jeg havde ikke så mange stjerneanis, så det bliver en anden gang.


Det skal du bruge:
500 g rørsukker
1 spsk kardemommekapsler
1 spsk hele nelliker
15 stjerneanis
2 vanillestænger


Sådan gør du: 
Rist kardemommekapsler, nelliker og stjerneanis på en tør pande, til det dufter dejligt i hele køkkenet. Skær vanillestængerne i små stykker og bland dem med sukkeret sammen med krydderierne. Hæld det på glas og lad det gerne stå og trække i lang tid.

Pynt evt. glasset med et lille stykke stof over låget og et manila-mærke, der fortæller hvad der er i glasset.

lørdag den 20. december 2014

Lørdag 20/12

Hold nu op, hvor har i dag bare været en lang dag! Først stod den på arbejde fra 7 til 14 og det er altså en hård vagt - men heldigvis var det nogle rigtig søde sygeplejersker der var der og det hjælper altså meget!
Efter arbejde gik jeg ned i byen for at købe de sidste julegaver og der var godt nok mange mennesker! Jeg besluttede mig for at forkæle mig selv med en Toffee Nut Latte, men det havde jeg ikke gjort, hvis jeg havde vidst hvor lang tid den ville være om at blive lavet!

Jeg besluttede mig for selv at pakke gaverne ind derhjemme, så jeg kunne komme hurtigere hjem og egentlig også for at gøre indpakningen lidt mere personlig. Og de er simpelthen blevet SÅ fine med hjemmelavede snefnug af perler 😄

Efter lidt lækkert at spise (nachos-bøf med pommes, syltede agurker og hummus) er jeg endelig kommet ned at ligge. Nu skal der bare hygges med gode serier, så jeg er klar til en aftenvagt på arbi i morgen 😄


tirsdag den 16. december 2014

Den ultimative kage: brownie med cookie dough spread!





Ben & Jerry's-fans kender sikkert deres vanilleis med cookie dough - altså rå småkagedej. Jeg har altid været vild med den, men synes slet ikke der er nok cookie dough i forhold til is. Jeg prøvede selv at lave en portion cookie dough sidste sommer og jeg fik slet ikke spist det med is - det blev bare trillet til kugler, smidt i fryseren og lige pludselig var det væk. Der må have været sommernisser på spil... For nogle uger siden fik jeg en mindre åbenbaring og tænkte "Hvad hvis man putter det oven på en rigtig god brownie?". Tanken har fulgt mig lige siden og nu skulle jeg simpelthen have prøvet det af! Jeg lavede den i går og havde den med til min studiegruppe i dag. Vi var enige om at den altså var godkendt! Men samtidig er det også en kage, der er lige til den kvalme side, så det er ikke nogle store stykker man skal have.

Den her kage er vist et meget godt bevis på, at vegansk mad altså ikke nødvendigvis er sundt. Den er lidt af en kaloriebombe, men SSCCCHHH! Det snakker vi ikke om! Man må godt i julen. Og når det ikke er jul...


8 stykker
Det skal du bruge:
1/2 portion af denne brownie

Cookie dough:
225 g blød plantemargarine
125 g sukker
1/2 tsk vanillesukker
1/2 dl mælk (Jeg brugte den blå soyamælk fra Naturli)
Et nip salt
150 g mel
100 g hakket chokolade


Sådan gør du:
Bag brownien og lad den køle godt af.

Rør margarine og sukker sammen, til det ikke længere knaser. Tilsæt mælk og vanillesukker og rør mælken godt ind i margarinen - så godt som det nu er muligt, i hvert fald. Rør salt, mel og hakket chokolade i og ælt godt til "dejen" er ensartet. Tilsæt evt. mere mel, hvis den er meget våd.
Spred cookiedejen ud på den kolde brownie og sæt evt. kagen i køleskabet inden servering, så cookiedejen bliver fast.

tirsdag den 9. december 2014

Overnight oats med chokolade - sådan da...





Lige for tiden er jeg ret besat af den her chokolade-agtige grød. Der er ikke tilsat sukker, men den smager så syndigt godt, at jeg de første par gange jeg spiste den lige skulle minde mig selv om, at det altså ER sundt nok. Den mætter rigtig godt og det er også en af grundene til at jeg er så vild med havregrød. Og så er den altså bare perfekt i mine praktikperioder, for jeg kan lave den aftenen før og sidde og nyde den i toget - og jo, jeg får godt nok et par blikke, for folk synes vist ikke at det ser alt for sundt ud. Men screw it, jeg er vild med det! 😄


1 portion
Det skal du bruge:
1 moden banan
1 spsk chiafrø
1 spsk kakao
1/2 dl havregryn
1,5 dl plantemælk


Sådan gør du:
Mos bananen og bland den med chiafrø og kakao. Bland havregrynene i og bland til sidst også mælken i. Hæld det i en skål eller en bøtte og stil det i køleskabet i mindst 3 timer eller natten over. Server evt. med lidt topping, for at gøre det lidt mere lækkert. På billedet har jeg brugt frosne blåbær og det er godt nok ikke lige det kønneste, men det smager godt 😄

TIP: Kokosmælken fra Alpro er rigtig lækker, men du kan også bruge alle andre slags mælk. Jeg er begyndt at lave min egen havremælk, for at gøre det lidt billigere og jeg skal nok smide en opskrift op på et tidspunkt.

onsdag den 3. december 2014

Smæskesteg - lige til at smæske sig i!





Julen er over os og igen i år har jeg tænkt rigtig meget over, hvad jeg skal have at spise juleaften. Sidste år lavede jeg en grøntsagscrumble og det smagte også rigtig dejligt, men jeg kunne også mærke at det nok ikke lige var dét jeg havde lyst til. Jeg faldt over Thomas Erex' smæskesteg og har ville prøve den i lang tid. I søndags fik jeg lavet den og den er jo simpelthen fantastisk! Jeg manglede lige en god rødvinssauce, men jeg må jo bare give den gas juleaften i stedet - den skal i hvert fald ikke have for lidt!
Denne portion gav mig en stor smæskesteg - faktisk så stor at jeg kunne spise det i tre dage og så få den sidste lille rest med på madpakken i dag. Jeg har brugt en færdigkøbt pakke butterdej (dem der er på køl), men kan kan også lave sin egen dej og det må jeg hellere prøve til juleaften, for det er helt sikkert lidt bedre. Hop over på Thomas' blog via linket ovenover for at se opskriften på den dej han har brugt 😄


4-6 personer
Det skal du bruge:
1 pakke butterdej
2 finthakkede løg
2 finthakkede hvidløg
2 revne gulerødder
100 g vegansk chorizo (fås fx i SuperBest og helsekostbutikker)
100 g hasselnødder
2 dl grøntsagsbouillon (1 terning til 2 dl kogende vand)
100 g revet kartoffel
2 pressede hvidløg
1/2 dl rasp
Salt og peber


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 175 grader.
Rist hasselnødderne på en varm pande i et par minutter. Det er ikke meningen at de skal blive brændte eller tabe skallen, men de skal lige få den der lækre, ristede smag. Læg dem til side, hæld lidt olie på panden og steg løg, hakkede hvidløg og gulerødder til løgene er klare og gulerødderne møre. Læg evt. gerne et låg på panden. Mens det står og småsteger lidt, kan du blende hasselnødderne. De skal blendes helt til mel og der må altså helst ikke være alt for store stykker.
Læg løg-blandingen til side og hæld lidt nyt olie på den stadig varme pande - eller tag en helt ny pande, hvis du ikke har noget imod lidt ekstra opvask! Skær chorizopølserne i små stykker (ikke alt for grove) og steg på panden i to minutters tid. Hæld hasselnøddemelet på panden og sluk for varmen. Rør godt rundt og lad det stå lidt.

Rør løg-blandingen sammen med chorizo-blandingen, bouillon, kartoffel, pressede hvidløg og rasp. Smag til med salt og peber. Det er vigtigt at farsen allerede nu smager godt, for hvis den ikke gør det nu, så kommer den heller ikke til det.
Læg farsen ud på butterdejen i en samlet klump - farsen skal gerne kunne formes, men hvis den ikke kan det, kan du prøve at putte lidt Husk eller knust hørfrø i og lade det stå et par minutter. Saml butterdejen rundt om farsen og pensl evt. stegen - jeg penslede med lidt stærkt kaffe, så den fik en rigtig flot brun farve (det er ikke lige så tydeligt på billederne).
Smid stegen i ovnen og bag den i 30-45 minutter. Kig til den efter de 30 minutter, dejen skal gerne være sprød og ikke alt for blød. Server den med lidt lækkert tilbehør - lige til at smæske sig i! ☺️