I går besluttede jeg mig for at tage på Mikuna og købe take-away med hjem. Mikuna er en ny vegansk cafe, som åbnede for 2 måneder siden. Mikuna er 100% vegansk, 80% økologisk og 100% lækker, som de selv skriver på deres hjemmeside. De har desværre ikke åbent til længere end kl. 18, men på sigt vil de gerne udvide åbningstiden, så man kan sidde derinde og spise sin aftensmad.
Min menu bestod af en Burger'n og et stykke jordbærtærte. Burger'n er en lækker bolle med en ko-fri bøf, hjemmerørt mayo, husets pickles, stegte løgringe og chilimarmelade. Man kan også få et stykke vegansk ost i for 5 kr. ekstra, men mine tidligere erfaringer med vegansk ost har ikke været de bedste, så det sprang jeg over. Burgeren kostede derfor 80 kr og jordbærtærten, som i øvrigt var som små bidder af himlen, kostede 25 kr. Jeg havde en del brosten på vej hjem, så jordbærtærten var ikke i den bedste form da jeg kom hjem - den var slet ikke så smattet da jeg hentede den på caféen. Alt på menuen tilbydes som take-away, hvis man ikke vil sidde på caféen og spise det. Læs meget mere på mikuna.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar