torsdag den 27. december 2012

Bruchetta med kuglemozarella


12 stk.
Det skal du bruge:
1 glas sorte oliven uden sten
En sjat olivenolie
1 fed hvidløg
Lidt salt
½ baguette
3 tomater
2 kuglemozarellaer
12 friske blade basilkum


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Blend oliven, olie og hvidløg til du får en glat tapenade. Smag til med salt. Skær baguetten i skiver à ½-1 cm - køb gerne en baguette, der er meget rund i det. Skær tomater i skiver på 1 cm og vask basilikumet. Hæld væden fra osten, pres det sidste ud i køkkenrulle og skær den ligeledes i skiver à 1 cm. Fordel oliventapenaden ud over baguetten, læg en skive tomat på og slut af med en skive ost. Sæt i ovnen i et par minutter, til osten er blevet let gylden. Osten må ikke smelte, men skal forblive fast. Lad bruchettaen køle lidt af, pynt med et blad basilikum og server.

fredag den 21. december 2012

Pebernødder



200 stk.
Det skal du bruge:
250 g tempereret smør
250 g sukker
1 dl piskefløde
1 tsk stødt ingefær
1 tsk kanel
1 tsk hvid peber
1 tsk kardemomme
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
500 g mel


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Pisk eller ælt smør og sukker sammen, til sukkeret er rørt godt ud. Pisk fløden i, men start på laveste hastighed, så det ikke piskes til skum. Bland krydderier, bagepulver og natron i og ælt til sidst melet i. Ælt det godt igennem med hænderne. Rul dejen ud i pølser og skær dem i stykker à 1 cm. Læg dem ud på en bageplade og tryk dem lidt ud. Bages i ca. 10 minutter, hold godt øje med at bunden ikke bliver for mørk.

lørdag den 15. december 2012

Kryddermuffins


Perfekte som julemuffins.

12 stk
Det skal du bruge:
175 g margarine
100 g sukker
1 æg
250 g mel
1 tsk natron
1 tsk allehånde
1 tsk ingefær
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
1 tsk stødt nellike
2 dl mælk
Evt. rosiner eller grofthakkede hasselnødder


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Rør den bløde margarine sammen med sukkeret og tilsæt ægget. Tilsæt krydderier og natron og rør godt rundt. Tilsæt mælk og til sidst mel. Hvis du vil have rosiner og/eller nødder i, skal de tilsættes nu. Pisk et par minutter, til dejen er glat og ensartet. Fyld muffinformene ¾ op og bag dem i ca. 25 minutter.




TIP: Lad evt. dejen stå i køleskabet natten over, så krydderierne giver en mere gennemtrængende smag.

fredag den 14. december 2012

Risengrød


4 personer
Det skal du bruge:
2,5 dl vand
190 g grødris
1 l mælk
½ tsk salt
Kanelsukker
Smør


Sådan gør du:
Bring vandet i kog og tilsæt grødrisene. Lad det koge et par minutter. Tilsæt mælken og lad det koge ved middel varme - rør jævnligt. Når risene har suget mælken til sig og det er blevet til en fast masse, røres saltet i og grøden serveres med kanelsukker og en smørklat.

Brug gerne en tykbundet gryde, så grøden ikke brænder på.

søndag den 9. december 2012

Honninghjerter


30 små hjerter
Det skal du bruge:
500 g honning
500 g mel
10 g potaske
10 g hjortetaksalt
2 æggeblommer
10 g honningkagekrydderi


Sådan gør du:
Smelt honning i en gryde og rør det sammen med mel. Læg det i en bøtte med tætsluttet låg eller pak det ind i plastik. Lad det stå ved stuetemperatur til næste dag.

Næste dag: Tænd for ovnen på 170 grader.
Bland potaske med lidt vand - kun så lidt, at potasken bliver opløst. Hæld den i grunddejen og bland sammen. Dejen kan godt være meget sej, så det kan være en fordel at bruge en røremaskine med dejkroge. Men man kan sagtens ælte med hænderne, det har jeg selv gjort.
Bland æggeblommer og hjortetaksalt og bland det i dejen. Dejen skal være til at arbejde med, hvis den er for hård kan du komme en æggeblomme mere i. Til sidst kommes honningkagekrydderiet i.

Rud dejen ud i en tykkelse på 4-5 mm. Hvis den er for klistret, kan du ælte lidt mere mel i. Stik små hjerter ud og læg dem over på en beklædt bageplade. Læg dem ikke for tæt, de hæver til dobbelt størrelse når de bages! Bag dem i ovnen i ca. 10 minutter. Giv dem et lille tryk med fingeren, hvis aftrykket forsvinder, har de fået nok.
Opbevares i tætsluttet kagedåse.

TIP: Hjerterne kan spises som de er eller pyntes med chokolade og glasur.

torsdag den 6. december 2012

Vanillekranse


70 stk.
Det skal du bruge:
1 stor vanillestang - vanillesukker er forbudt!
360 g sukker
400 g blødt, saltet smør
2 æg
500 g hvedemel
150 g mandler


Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Flæk vanillestangen på den lange led og skrab forsigtigt alle kornene ud med en kniv eller palet. Bland det godt med lidt at sukkeret, til kornene ikke længere klumper. Blend mandlerne fint.
Vanillesukker, sukker og smørret æltes sammen. Tilsæt ægget, rør godt sammen og tilsæt til sidst mel og mandelmel. Hæld dejen op i en sprøjtepose med stjernetyl (ca. 8 mm) og sprøjt dejen ud i kranse på ca. 4 cm i udvendig diameter - man kan også bruge kødhakker med stjerneudskæring. Der er meget vigtigt at der ikke kommes yderligere væske i dejen, da den så ikke kan holde formen i ovnen.
Bag kransene i ca. 10 minutter til de er let gyldne. Det er vigtigt at holde øje, for de får hurtigt for meget. Lad dem køle af og opbevar dem i en tætsluttet kagedåse.

TIP: Lad dejen stå i køleskabet et døgn inden du bager kransene, så træder vanillesmagen mere frem.

mandag den 3. december 2012

Klejner



50 små klejner
Det skal du bruge:
575 g hvedemel
100 g margarine
75 g sukker
1 æg
2½ dl lunken mælk
75 g gær
Til kogning: 500 g palmin


Sådan gør du:
Rør gæren ud i den lunkne mælk. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hele sammen til en homogen dej. Dæk dejen til og lad den hæve et lunt sted i 30 minutter. Rul dejen ud i 5 mm tykkelse og skær den ud i harlekin-mønster. Skær et snit midt på og vrid klejnerne. Lad dem evt. efterhæve et par minutter, mens du varmer palminen op - den skal opvarmes til ca. 180 grader. Smid et lille stykke dej ned i, hvis palminen bruser op, er den klar til brug. Kog klejnerne på begge sider til de er gyldne og læg dem over på fedtsugende papir - jeg har brugt avis beklædt med køkkenrulle. Det er meget vigtigt at bruge en hulske af metal, da plastik ikke kan tåle varmt fedtstof.

Spises friske.

TIP: Du kan vride klejnerne og derefter smide dem i fryseren. Tag dem op når de skal bruges og kog dem mens de stadig er frosne.