torsdag den 31. oktober 2013
Ovnbagt hokaidogræskar
Det er sæson for de lækre hokaido-græskar og de kan laves på tonsvis af forskellige måder. Den mest almindelige er nok græskarsuppen, men prøv også at bage det i ovnen med nogle forskellige krydderier. Det indeholder rigtig mange af de gode ting, bl.a. B- og C-vitamin, folat, calcium, kalium og fibre. Det gør at græskarret er en rigtig god kilde til lidt ekstra næring i den kolde vinter.
4 personer
Det skal du bruge:
1/2 hokaidogræskar
En sjat olie
1 spsk herbes de provence eller timian - eller hvad du nu bedst kan lide
75 g mandler
125 g feta eller salatost
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Flæk græskarret og skrab kernerne ud. Gem dem evt. og rist dem i ovnen. Skræl græskarret, det kan være en fordel at skære skrællen af med en kniv, for det er ret besværligt at skrælle den med en kartoffelskræller. Skær græskarret i både og vend det med olien. Drys med herbes de provence (eller andet krydderi) og hakkede mandler. Bag i ovnen i ca. 30 minutter, til græskarret er blødt.
Drys til sidst med feta eller salatost i tern.
mandag den 28. oktober 2013
Avocado med spicy quinoa-fyld
Jeg vil begynde at poste en opskrift hver mandag, som gerne skal give lidt inspiration til Meatless Monday - et internationalt fænomen, der har til formål at nedsætte kødforbruget. Som navnet antyder, så handler konceptet om at mandagens aftensmad skal være kødfri. Det skal ikke være en hemmelighed at jeg ville ønske at flere mennesker nedsatte deres kødforbrug og det her er en rigtig god måde at gøre det på, uden at man bliver vegetar - og så er det vel også lige til at overskue, at man kun skal undvære kød en dag i ugen, ikke?
4 personer
Det skal du bruge:
2 dl kogt quinoa
2,5 dl udblødte og kogte sorte bønner
1 stor snackpeber
1 rødløg
1 lille dåse majs
1 dl frisk koriander
2 spsk tacokrydderi
4 avocadoer
Evt. lidt creme fraiche
Sådan gør du:
Skær snackpeber og rødløg i tern og bland det sammen med quinoa, bønner, majs, koriander (gem lidt til pynt) og tacokrydderi. Lad det gerne stå i køleskabet lidt tid inden servering.
Halver avocadoerne, fjern stenen og fyld op med fyldet. Server med lidt creme fraiche på toppen og pynt med koriander.
lørdag den 26. oktober 2013
Havregrød med banan og kokos
Min hverdags-morgenmad består af havregrød - det er nemt, billigt, mætter i lang tid og så er det til at få ned. Men det er alligevel rart med lidt afveksling en gang imellem, så her kommer min yndlingsvariant af havregrøden. Bananen giver en dejlig sødme til grøden og kokossen komplementerer bananen rigtig godt. Den er rigtig lækker, hvis morgenmaden godt lige må være en lille smule ud over det sædvanlige.
1 person
Det skal du bruge:
1,5 dl vand
1 dl havregryn
1 banan
2 spsk kokos
Sådan gør du:
Bring vandet i kog og tilsæt havregryn, skiveskåret banan og kokos. Tag det af varmen og lad det stå et par minutter, til havregrynene har suget alt vandet til sig. Spis evt. med lidt kanel på toppen.
fredag den 25. oktober 2013
Ristede græskarkerner
Det skal du bruge:
Græskarkerner
Salt
Sådan gør du:
Tænd for ovnen på 200 grader.
Skyl kernerne godt og befri dem fra så meget af kødet som muligt. Det gør ikke noget, hvis der stadig sidder lidt kød på, det kan man knække af når de er kommet ud af ovnen. Dup dem tørre med et visketykke og spred dem ud på en beklædt bageplade. Kværn lidt salt hen over og smid dem i ovnen i ca. 30 minutter. Hold øje med dem, de må ikke få alt for meget farve. Lad dem køle af og bræk dem fra hinanden - nu kan du også brække græskarkødet af.
mandag den 21. oktober 2013
Fuldkornsbrød
Jeg ved ikke helt om jeg vil kalde det her et rugbrød, selvom det har potentiale til det. I mine øjne er et rugbrød spækket med kerner, men man kan jo sagtens fylde en masse rugkerner, hørfrø og hvad man nu ellers har, i brødet. Det bliver i hvert fald rigtig lækkert alligevel, med en dejlig sprød skorpe og opskriften fra jeg fra mit nye forbillede: Ireren Donal Skehan. Han går ind for at maden skal være let at lave og tilgængelig for alle. Han har udgivet tre lækre kogebøger, som jeg ikke lige har fået erhvervet mig endnu, men det kommer snart!
Egentlig er kalder han brødet "Irish Brown Yeast Bread" og udover at han bruger tørgær, så har han også en lidt anden fremgangsmåde, som jeg har "oversat" til danske standarder.
1 brød
Det skal du bruge:
25 g gær
4,5 dl lunkent vand
450 g fuldkornsmel
1 tsk salt
1 spsk sirup
1 håndfuld af dine favoritfrø eller -kerner
Evt. rugkerner og andre kerner/frø, for et grovere brød
Sådan gør du:
Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt sirup og salt og rør godt. Rør melet (og evt. kerner og frø) i og rør godt rundt med en ske, til blandingen er godt våd. Hæld det over i en smurt brødform og hæld førene over. Dæk brødet til med et viskestykke og stil det til hævning et lunt sted i 30 minutter.
Tænd for ovnen på 200 grader.
Bag brødet i ca. 60 minutter - evt. lidt mere eller lidt mindre, alt efter hvor tykt brødet bliver. Lad det køle af på en bagerist inden det skæres ud.
TIP: Som det er tilfældet med alt brød, så er det vigtigt at brødet er helt koldt inden det pakkes i plastikposer. Ellers danner brødet kondens og det nedsætter holdbarheden.
fredag den 18. oktober 2013
Squash-deller
2 personer
Det skal du bruge:
1 squash
1 løg
4 spsk rasp (eller hvedemel)
Salt og peber
Sådan gør du:
Riv squashen groft og pres det meste af væden ud i et sigte. Drys lidt groft salt over og lad det stå en halv times tid, hvorefter det sidste væde presses ud. Hak løget fint og bland det sammen med squashen og raspen. Krydr evt. med lidt salt og peber, men vær opmærksom på at saltet fra før stadig sidder i squashen.
Varm lidt olie godt op på en pande, form dellerne og steg dem et par minutter på hver side.
søndag den 13. oktober 2013
Salat med sojabønner
Jeg har hørt meget godt om edamame-bønner og jeg har haft rigtig meget lyst til at prøve dem. Men jeg kunne ikke helt finde ud af, hvordan jeg skulle bruge dem. Salat? Gryderet? Wok? Men så kom jeg til at tænke på en smagsprøve jeg fik på Food Festival. Det var ved Karolines stand, hvor de havde lavet en grød og puttet bønner ovenpå. Bønnerne var vendt i citronsaft og sesamfrø og det inspirerede mig, så jeg prøvede at smække det sammen med agurker og rødløg, så jeg fik en enkel, men lækker salat. Jeg synes i hvert fald selv, at resultatet blev ret godt :o)
Bønner i alle afskygninger er en super-fødevare, men edamame er særlig god - den indeholder nemlig flere kostfibre end rugbrød og samme mængde protein som kalkun! Som en ekstra bonus, så er rå løg godt for fordøjelsen og sesamfrø er rige på kalk og jern.
2 personer
Det skal du bruge:
2 håndfulde edamame sojabønner (fra frost)
1 lille rødløg
10 cm agurk
2 spsk friskpresset citronsaft
Et godt drys sesamfrø
Sådan gør du:
Kog sojabønnerne i ca. 10 minutterne og lad dem køle godt af.
Skær løget i halve ringe og agurken i grove tern. Bland dem sammen med sojabønnerne, citronsaft og sesamfrø.
fredag den 11. oktober 2013
Hjemmelavet "Nutella"
Noget andet, som jeg har haft mange overvejelser omkring, er at kaste mig ud i at lave min egen nutella. For nogle dage siden så jeg, at Thomas Erex (der står bag bloggen Kærlighed & Kikærter) havde lagt en opskrift ud. Jeg var nødt til at prøve den og jeg er NØDT til at dele den med jer! Efter min mening er den her nutella bedre end originalen og så er den endda lidt sundere - der er nemlig hverken tilsat sukker, olie eller konserveringsmidler. Som en ekstra bonus er den helt vegansk!
Tjek Thomas' blog ud her: Kærlighed & Kikærter
En stor portion
Det skal du bruge:
200 g hasselnødder
50 g kokosmel
10 tørrede dadler - uden sten, naturligvis
1 dl rismælk
En lille håndfuld valnødder
2 spsk kakao
1/2 tsk vanillepulver
En knivspids salt
Sådan gør du:
Rist hasselnødderne i ovnen ved 200 grader i et par minutter. De skal bare lige tage lidt farve og skallen skal blive sprød - vær meget opmærksom på, at de ikke brænder på!!
Tag hasselnødderne ud af ovnen og blend dem med kokosmel. Det skal blendes til smør og det kan sagtens lade sig gøre uden at tilsætte nogen form for væske. Alt efter din blenders styrke, tager det et par minutter. Hæld nøddesmørret over i en skål og blend dadlerne med rismælken - du behøver ikke vaske kanden af, bare skrab så meget smør ud som muligt. Dadlerne skal gerne blendes helt, så der ikke er klumper tilbage. Hæld smørret tilbage i kanden og tilsæt de sidste ingredienser. Blend godt igennem, til konsistensen er homogen. Hæld det over i en bøtte, et glas eller en skål og stil det i køleskabet. Konsistensen bliver lidt mere fast efter et stykke tid i køleskabet.
TIP: For at lave forskellige varianter af "nutellaen", kan du tilsætte din yndlingssmagsgiver. Fx lidt revet citron- eller appelsinskal, mynteblade, hindbær eller hvad du nu kan lide.
tirsdag den 8. oktober 2013
Ratatouille II
Som lovet for efterhånden alt for lang tid siden, kommer her ratatouillen, som jeg lærte at lave den i Frankrig.
2-4 personer
Det skal du bruge:
10 champignoner
1 squash
5 tomater
Tørret timian
Sådan gør du:
Skær grøntsagerne i tern og varm lidt olie godt op i en stor gryde. Steg først champignonerne til de er møre, derefter squashen og til sidst tomaterne. Lad det koge lidt ind og tilsæt tørret timian og evt. lidt salt.
fredag den 4. oktober 2013
Persillepesto
Jeg har længe gerne ville prøve at lave min egen persillepesto, ligesom jeg har forsøgt mig med rød pesto (se opskriften her) og endelig fik jeg taget mig sammen til det. Min pesto blev lidt tyk i det, for til sidst begyndte jeg at kunne smage olivenolien og så ville jeg ikke putte mere i. Men man kunne måske godt putte lidt vand i i stedet, hvis man gerne vil have en mere blød pesto.
1 lille portion
Det skal du bruge:
2 bundte persille
40 g pinjekerner
40 g solsikkekerner
En god olivenolie
Salt
Sådan gør du:
Skyl persillen godt, og kom den i en blender. Du kan med fordel også bruge stilkene, men de skal bare skylles helt fri for jord. Blend persillen sammen med kerner og olie og smag til med salt og evt. mere olie og flere kerner.
onsdag den 2. oktober 2013
Veganske pandekager
For ikke så lang tid siden, fik jeg voldsomt lyst til pandekager. Jeg havde hverken æg eller mælk, så jagten på alternative opskrifter, gik ind. Jeg fandt en, hvor man skulle bruge hørfrøklister, noget som jeg har prøvet researche tidligere, men som jeg aldrig helt forstod ideen med. Her bliver det brugt som erstatning for æg og det kan man vel egentlig også gøre med andre ting - fx tærtedej.
1 person (2 pandekager)
Det skal du bruge:
1 spsk hørfrø og 4 spsk vand (svarer ca. til 1 æg)
1,5 spsk havregryn og 1,5 dl vand
1 dl mel
1 tsk salt
1/2 tsk bagepulver
Evt. 1 spsk sukker, hvis det er dessertpandekager
Sådan gør du:
Læg hørfrøene i blød i koldt vand i mindst en halv time - gerne længere. Blend det, så konsistensen bliver lidt ligesom et æg. Det er ikke sikkert at blenderen kan tage alle hørfrøene, men det gør heller ikke noget.
Blend havregryn og vand og bland det sammen med hørfrøklisteret og de øvrige ingredienser. Justér evt. konsistensen med vand og/eller mel.
Varm en pande godt op og smelt lidt margarine derpå. Steg pandekagen, til det begynder at boble i hele dejen, vend den og giv den samme tid på den anden side. Server fx. med banan og kokosmel.
Abonner på:
Opslag (Atom)