fredag den 27. september 2013

Friske forårsruller II





af Ubonrat
Mie har faktisk lavet et indlæg med friske forårsruller før, men jeg laver lige en ny version af det, da de simpelthen er så geniale - nemt, sundt, billigt og lækkert! 
Her kommer den bedste sammensætning af det :)

ca 12 stk
Det skal du bruge:
Rispapir
En halv agurk
1-2 gulerødder
Rejer (kan udelades eller udskiftes med tofu)
Salatblad
Ingefær
Sojasovs
2-3 fed hvidløg
Lidt olie og peber


Sådan gør du:
Start med at marinere rejerne med olie, peber, soja, fintrevet ingefær, hvidløg og soja. Grøntsagerne skæres i tynde stave, ellers bliver det svært at rulle. De skal være ca. 5 cm mindre end rispapirerne. 
Rispapiret lægges i blød i vand ét ad gangen (jeg har prøvet med både koldt og varmt vand - begge dele virker godt).
Læg et salatblad i bunden i enden af papiret, og resten af fyldet oven på. Rul!

Serveres med sursød-chilisovs, som kan købes på flasker.


mandag den 23. september 2013

Syltede rødbeder





Syltesæsonen er i dén grad over os og syltningen er en lækker og billig måde, selv at lave nogle af de ting, vi ellers normalt køber. Og det er en god mulighed for, at kunne sætte sit eget præg på ringene. Til de syltede rødbeder har jeg brugt nelliker, peberkorn og laurbærblade, men jeg tror også det kunne være rigtig spændende med citron - det vil jeg i hvert fald prøve næste gang.

1 lille glas
Det skal du bruge:
250 g rødbeder
2 dl vand
2 dl edikke
2 dl sukker
5 peberkorn
3 laurbærblade
3 hele nelikker


Sådan gør du:
Kog rødbederne med skind i 30-45 minutter, til de er godt møre. Hæld vandet fra og hæld iskoldt vand hen over - man kan evt. lægge rødbederne i en skål med isvand. Så skulle skindet være lige til at smutte af, men jeg kunne ikke rigtig få det til at fungere, så jeg skrællede rødbederne i stedet.
Skold et sylteglas med kogende vand, skær rødbederne i skiver og læg dem op i glasset. Kog vand, edikke, sukker og krydderier op til sukkeret er smeltet og hæld det over rødbederne. Luk glasset til og lad rødbederne trække i køleskabet et par dage, inden de spises.

lørdag den 21. september 2013

Sunde pandekager med skyrcreme, bærsovs og nødder



Hej alle sammen 
Jeg er Mies veninde, Trine, og jeg har været så heldig, at få lov til at dele nogle opskrifter med jer, så her får i den første. 

Denne ret er en af mine favoritsnacks/-desserter når jeg er lækkersulten. Den er forholdsvis sund, indeholder gode proteiner (fra skyren) samt fibre fra femgryns-blandingen.

2 personer (6-8 pandekager) 
Sådan gør du:
Pandekagedej
1 dl fem gryns blanding 
1 banan
1 æggehvide
Evt lidt vand/mælk 
Evt en tsk perfekt strø/stevia eller en anden form for søde middel 

Skyrcreme
Skyr efter smag, men ca. 1-3 dl
1-2 tsk vaniljepulver (IKKE vaniljesukker)

Bærsovs
75-100 gram frosne bær (jeg bruger jordbær og hindbær)
Evt. lidt søde middel 

Lidt nødder til pynt


Sådan gør du:
Pandekager
Start med at blende fem gryns blandingen til 'mel'. Mos herefter bananen og bland mosen med æggehviden i en skål. Tilsæt fem gryns melet og bland det hele godt. Spæd evt op med vand og lidt hele gryn. Dejen skal være tyk, som til amerikanske pandekager. Tilsæt sødemiddel for sødere pandekager (Bananen giver i sig selv meget sødme) Steg på en tør slip-let pande til de er gyldne og vend.

Skyrcreme
Bland skyr og vaniljepulver godt sammen i en skål, tilsæt vaniljepulver til du opnår den ønskede smag. 

Bærsovs
Hæld lidt kogende vand over dine bær og lad det stå et par minutter, så de tør op. Blend herefter bær og smag til med sødemiddel. 
Anret herefter retten i et tårn. Først en pandekage, så skyrcreme, en pandekage, skyrcreme osv. Top til sidst med bærsovsen og drys med nødder. 


Vi ses snart igen 
Kh. Trine

tirsdag den 17. september 2013

Grønkålssalat med perlebyg



En anden rigtig lækker måde at bruge grønkålen på, er i salater. Og hvis man tilføjer lidt perlebyg, så får salaten også en god fylde, der mætter på en behagelig måde. Man kan sikkert godt tilføje en masse andet - agurk, tomat, majs osv - men jeg er nu mere til den simple salat :o)

2 personer
Det skal du bruge:
2 håndfulde perlebyg
1 terning grøntsagsbouillon
50 g frisk grønkål
40 g græskarkerner
Friskpresset citron- eller limesaft
Olivenolie


Sådan gør du:
Kog perlebyggen i vand med bouillonterningen og lad det køle helt af.
Rist græskarkernerne på en tør pande til de er sprøde, men pas på at de ikke brænder på.
Hak grønkålen fint og bland det sammen med perlebyg og græskarkerner. Tilsæt olivenolie og citronsaft, til salaten er "våd" nok til din smag.

lørdag den 14. september 2013

Grønkålsdeller


Grønkålen er i sæson og den er fantastisk i salater og forskellige andre retter. Den er rig på jern, calcium, A-, B- OG C-vitamin, og så kommer hele 27% af energien i grønkål fra protein. Jeg synes godt man kan tillade sig at kalde det en super-grøntsag...

8 stk
Det skal du bruge:
100 g tørrede kikærter
1/2 løg
1 fed hvidløg
30 g grønkål
1,5 tsk karry
1,5 tsk paprika (gerne røget)
1 tsk salt
1/2 citron - saften heraf
1 æg
Vand
Olie


Sådan gør du:
Læg kikærterne i blød i koldt vand i mindst 8 timer.
Blend alle ingredienserne (hak kålen fint, hvis blenderen ikke kan tage det) og tilsæt vand og olie, til farsen får en konsistent, der er til at forme til frikadeller. Lad farsen hvile i køleskabet et kvarters tid, inden du steger frikadellerne i lidt varmt olie.

onsdag den 11. september 2013

Ost-indisk karryret - vegan edition!



Ostindisk karryret er en dejlig, krydret ret, der også får lidt sødme fra æblerne. Jeg har fået den før med kylling, men har pillet kyllingen ud og dermed lavet retten vegansk.

2 personer
Det skal du bruge:
1/2 tsk karry
1 lille løg
1 fed hvidløg
1 lille peberfrugt
1 stort æble
1 stor dåse kokosmælk
2 tsk karry

Server med ris, bulgur eller hvad du nu har lyst til.


Sådan gør du:
Varm lidt olie godt op i en gryde og svits 1/2 tsk karry heri - pas på at det ikke brænder på!
Hak løg og hvidløg og steg det kort i karry-olien. Tilsæt hakket peberfrugt og lad det stege med et par minutter. Skær æblet i mindre stykker og steg dem, til de er møre. Tilsæt kokosmælken og 2 tsk karry, kog det op og lad det småsimre et par minutter. Smag til med salt og jævn evt. sovsen, hvis den er for tynd.

tirsdag den 10. september 2013

Food Festival 2013

Der har været meget stille på bloggen den seneste uges tid. Jeg har haft travlt med arbejde, studie og så har jeg været frivillig på Food Festival! Det er en festival på Tangkrogen, hvor forskellige udstillere udstillede nogle af deres produkter. Der var fx lækre olier, honning i forskellige smagsvarianter, unikke oste og økologiske grøntsager. Derudover var der også forskellige firmaer, der havde et telt, fx et firma, der arbejdede med at omdanne madrester til biogas, Fødevareinstituttet fra Aarhus Universitet og Dyrenes Beskyttelse. Hele festivallen havde økologi og bæredygtighed som tema og der var smagsprøver de fleste steder, så det var en drøm for sanserne. Jeg var også ude at smage på syltet tang, men det var godt nok ikke noget for mig!

Fredag stod jeg i indgangen. Det var meget stille og roligt, så vi stod mest og hyggede os. Søndag var jeg i Kokke- og Madskolen hele dagen. Her skulle vi rydde op og gøre rent efter madskolerne. Der var en del run på hele tiden, så jeg var helt færdig, da jeg fik fri. Men jeg fik lov at tage en masse lækre grøntsager og lidt ost og smør med hjem, så det var ikke så slemt alligevel. Medhjælperbespisningen foregik desuden i et VIP-telt, hvor Aarhus Tech Center For Mad & Gastronomi sørgede for den lækreste mad!


Syddansk Erhvervsskole havde lavet denne flotte kage
med festivallens logo


Ristet rugbrød med rørt rygeost



Pasta i alverdens smagsvarianter
Forskellige slags spændende svampe
Smørrebrød fra en af kokkeskolerne - her med hjemmelavet leverpostej

Smørrebrød fra en af kokkeskolerne - her med "pulled goat"

Smørrebrød fra en af kokkeskolerne

De lækre sager, jeg fik lov at tage med hjem


tirsdag den 3. september 2013

Karamelliserede popcorn


I søndags var jeg i biografen med en veninde (Vi behøver vist ikke kommer nærmere ind på, hvilken film vi så......). Vi havde selv taget snacks med og jeg havde lavet karamelliserede popcorn. De er ikke ligesom sukkerpopcorn, her havde jeg lavet en karamelmasse, som jeg havde blandet med popcornene. Min veninde og jeg var enige om, at de her popcorn var bedre end de saltede, som man køber til overpris i biografen og fremover er det nok vores nye film-snack.

2 personer
Det skal du bruge:
4 spsk smagsneutral olie
100 g majskorn (eller færdigpoppede popcorn)

125 g margarine
100 g sukker
2 spsk honning
1 tsk salt


Sådan gør du:
Varm olien godt op i en gryde og hæld majskornene i. Ryst gryden lidt, så de bliver fedtet godt ind. Når kornene begynder at poppe, rystes gryden godt og grundigt, til alle kornene er poppet. Hvis popningen stopper, men der stadig er mange korn tilbage, så sæt gryden tilbage på varmen et øjeblik. Men hold godt øje med, at de poppede popcorn ikke brænder på - hæld dem evt. fra, inden gryden sættes tilbage på varmen. Hæld popcornene op i en skål, der kan tåle varm karamelmasse.

Smelt margarine, sukker, honning og salt i en gryde. Rør godt rundt, til alt sukkeret er smeltet. Lad det småkoge i 5-7 minutter uden omrøring, til det har fået en lækker, lys karamelfarve.
Hæld massen over popcornene og rør godt rundt, så alle popcornene får lidt karamel på sig. Spred dem ud på en beklædt bageplade i så tyndt et lag som muligt og lad dem køle helt af, så de kan brækkes i mindre stykker.