tirsdag den 26. februar 2013

Pizza Bianco


1-2 pizzaer
Det skal du bruge:
10 g gær
1 tsk salt
4 spsk olie
2 dl koldt vand
3-400 g mel

2 store kartofler
250 g mozarella (revet eller frisk i skiver)
1 kvist frisk rosmarin


Sådan gør du:
Rør gær, salt, olie og vand godt sammen, til gæren er opløst. Rør melet i og ælt dejen godt igennem til den er glat og ensartet. Lad den hæve på køkkenbordet i en halv time.

Tænd for ovnen på 250 grader.
Rul dejen ud til 1 eller 2 bunde - jeg har kun lavet 1. Drys osten hen over i et jævnt lag. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Du kan også rive dem på et rivejern eller mandolinjern, så får de den perfekte tykkelse. Drys med nålene fra rosmarin-kvisten og bag i ovnen i ca. 15 minutter.

fredag den 22. februar 2013

Kartoffelsalat med kidneybønner



2 personer
Det skal du bruge:
500 g kartofler med skind
4 store gulerødder
1 dåse kidneybønner
0,5 dl olivenolie
En sjat balsamico
1 spsk tørret timian


Sådan gør du:
Skyld kartoflerne og rens evt jord af, kog dem i saltet vand. Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker. Skyld bønnerne godt i koldt vand. Når kartoflerne er færdigkogte, skæres de i mindre stykker og sættes på køl.
Olie, balsamico og timian blandes sammen og smages evt. til med lidt salt. Vend det godt sammen med kartofler, gulerødder og bønner.

mandag den 18. februar 2013

Broccolitærte




1 tærte
Det skal du bruge:
Dej
5,25 dl mel
75 g hasselnødder
Et nip groft salt
150 g smør
1 dl vand
Et sammenpisket æg til pensling

Fyld
1 løg
1 fed hvidløg
Et lille hoved broccoli
En sjat olivenolie
3 dl creme fraiche
4 æg
100 g revet ost


Sådan gør du:
Dej
Blend hasselnødderne eller hak dem fint og bland dem sammen med resten af de tørre ingredienser. Ælt smør og vand i og lad dejen hvile i køleskabet i 10 min. Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Tryk den let fast rundt i kanten og lad den hvile endnu en time i køleskabet. Tænd for ovnen på 200 grader.
Pensl den kolde bund med æg, prik i den med en gaffel og forbag den i 10 minutter.

Fyld
Hak løg og hvidløg fint og steg dem i olien til de er blanke. Pil broccolien i mindre bukette og steg dem med løgene et par minutter. Pisk creme fraiche, æg og halvdelen af osten godt sammen. Hæld grøntsagerne ned i tærtebunden og hæld æggemassen over. Drys med resten af osten og bag i ca. 30 minutter.

TIP: Halvdelen af melet kan med fordel erstattes med grahamsmel.

fredag den 15. februar 2013

Fastelavnsboller med æble-kanel-fyld



18 små boller
Det skal du bruge:
Dej
100 g smør
3 spsk brun farin
2 tsk stødt kardemomme
3,5 dl mælk
1 æg
20 g gær
1 tsk fint salt
575 hvedemel
1 sammenpisket æg til pensling

Æble-kanel-fyld
3 æbler
2 spsk stødt kanel
2 spsk brun farin

Kakaoglasur
50 g smeltet smør
150 g flormelis
3-4 spsk kakaopulver
Hakkede hasselnødder


Sådan gør du:
Dej
Bland smør, sirup, kardemomme og mælk i en gryde og lad det stå på middelvarme, til smørret er smeltet. Hæld det over i en skål og lad det køle af til det er lillefingervarmt. Rør ægget i, smuldr gæren i og rør saltet i. Ælt hvedemelet i lidt efter lidt, til dejen er homogen. Lad den stå tildækket et lunt sted i 1,5 time, til den er hævet til ca. dobbelt størrelse.

Æble-kanel-fyld
Riv æblerne groft og bland godt sammen med kanel og farin.

Når dejen er hævet færdig rulles den ud i en tykkelse på ca. en halv centimeter og skæres i firkanter. Læg lidt af æble-blandingen på hver firkant og fold alle hjørnerne sammen. Læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl med æg. Lad bollerne efterhæve i 20-30 minutter og varm i mellemtiden ovnen op til 200 grader.
Bag bollerne i 12-15 minutter til de er let gyldne.

Glasur
Rør alle ingredienserne sammen i en gryde og varm massen op til smørret er smeltet. Tilsæt evt lidt lunkent vand til det er flydende. Smør hen overbollerne og drys med hakkede hasselnødder.

mandag den 11. februar 2013

Fastelavnsboller med krydret abrikoskompot




18 små boller
Det skal du bruge:
Dej
100 g smør
3 spsk brun farin
2 tsk stødt kardemomme
3,5 dl mælk
1 æg
20 g gær
1 tsk fint salt
575 hvedemel
1 sammenpisket æg til pensling

Abrikoskompot
200 g tørrede abrikoser
2 tsk stødt ingefær
1 vanillestang, kornene heraf
1 dl vand


Sådan gør du:
Dej
Bland smør, sirup, kardemomme og mælk i en gryde og lad det stå på middelvarme, til smørret er smeltet. Hæld det over i en skål og lad det køle af til det er lillefingervarmt. Rør ægget i, smuldr gæren i og rør saltet i. Ælt hvedemelet i lidt efter lidt, til dejen er homogen. Lad den stå tildækket et lunt sted i 1,5 time, til den er hævet til ca. dobbelt størrelse.

Abrikoskompot
Skær abrikoserne i mindre stykker og kog dem op med vand, ingefær og vanillekorn. Kog det op ved svag varme, til det har den ønskede konsistent.

Når dejen er hævet færdig rulles den ud i en tykkelse på ca. en halv centimeter og skæres i firkanter. Læg lidt af kompotten på hver firkant og fold alle hjørnerne sammen. Læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl med æg. Lad bollerne efterhæve i 20-30 minutter og varm i mellemtiden ovnen op til 200 grader.
Bag bollerne i 12-15 minutter til de er let gyldne.


TIP: Abrikoskompotten kan med fordel laves dagen før og stilles på køl indtil den skal bruges.